Læserbrev af Trille Nikolajsen (V), byrådsmedlem, Spurvevej 8, 6040 Egtved.
Byrådet har i forbindelse budget 2023-26 besluttet, at vi skal analysere muligheden for at skabe en ny struktur for værestederne i Kolding Kommune, som understøtter målgruppens behov og samtidig frigive et økonomisk potentiale (besparelser) på 0,5-1,5 mio. kr. årligt.
Det var for mig en svær kamel at sluge.
Værestederne spiller en afgørende rolle i vores kommune ved at skabe rum for tryghed, omsorg og værdighed. Det er afgørende for mange borgere, der har kognitive funktionsnedsættelser, psykiske sårbarheder eller er i udsatte positioner i deres dagligdag.
Som folkevalgt byrådspolitiker er det vigtigt for mig, at være økonomisk ansvarlig og undersøge mulighederne for at optimere indsatserne og reducere udgifterne, – der hvor det giver mening. Dette er for at undgå økonomiske udfordringer og sikre midler til nye initiativer, når behovet opstår. Det er også vigtigt at stå ved en budgetaftale som er lavet med de andre partier.
Men efter de initiativer analysen tilsyneladende lægger op til, er det for mig klart, at det ikke giver mening at holde fast i besparelsen på værestedsområdet. Dette budskab vil jeg sende til medlemmerne af Økonomi- og strategiudvalget, som skal behandle sagen efter sommerferien. Venstre er med i budgetforliget og det løber man naturligvis ikke fra, men det er altid en mulighed at købe en konkret besparelse tilbage. Her er mit forslag at vi ser på rammerne i den nye økonomiaftale KL og regeringen har landet, og som betyder at servicerammen udvides og der snart sendes flere penge ud til kommunerne.
Jeg er fuldt ud klar over den utryghed, der er opstået blandt brugerne på værestederne. Jeg ønsker at forsikre jer om, at jeg arbejder hårdt for at skabe de bedste rammer for jeres målgruppe. Vi kan bedst opnå dette ved at opretholde de eksisterende rammer, som allerede er etableret. Jeg arbejder for at sikre, at vores væresteder fortsat kan være et trygt og støttende sted for brugerne.