19 tidligere elever fra erhvervsskolen Hansenberg og Hansenberg Tekniske Gymnasium modtog torsdag Hansenberg-medaljen i en eksklusiv ceremoni på Koldinghus.
Kirkesalen var fyldt til sidste plads med mestre, undervisere og familie, der hyldede de talentfulde og arbejdsomme unge.
Medaljen blev tildelt de studerende på baggrund af deres fremragende faglige kompetencer og deres præstationer inden for skolens værdier. Men en af modtagerne skiller sig ud – til stor glæde og stolthed. For første gang nogensinde har en person modtaget Hansenberg-medaljen to gange, og modtageren er Lena Hahn Atzen.
Hun modtog sin første medalje for sin præstation som kokkeelev, hvor hun opnåede en guldmedalje ved sin svendeprøve. I juni 2023 opnåede hun endnu en bedrift som tjenerelev og modtog fire 12-taller ud af fire mulige ved sin svendeprøve. Dette resulterede i en guldmedalje i tjenerfaget og hendes anden Hansenberg-medalje.
Rollemodel
Lena Hahn Atzen har ikke kun imponeret med sine faglige præstationer, men har også engageret sig i at promovere erhvervsuddannelser til unge gennem kampagnen “Vejen til en erhvervsuddannelse”. Hun har været en rollemodel for elever i grundskolens 7.-10. klasse og har inspireret dem til at vælge en erhvervsuddannelse.
Efter folkeskolen tog Lena Hahn Atzen en almen studentereksamen og fandt først sin rette hylde og branche, da hun startede på kokkeuddannelsen. Hun har også udviklet sin interesse for naturfag og vin, hvilket førte til, at hun uddannede sig som sommelier sideløbende med tjeneruddannelsen. Hendes passion for vin fører hende til New Zealand, hvor hun planlægger at smage på vine efterår.
Store ambitioner for fremtiden
Lena Hahn Atzen har store ambitioner for fremtiden og glæder sig til at deltage i konkurrencer inden for sit fag. Hun ønsker at blive Årets Tjener næste år og tror på, at der er plads til flere medaljer i hendes samling.
Borgmester i Kolding Kommune, Knud Erik Langhoff, overrakte medaljerne ved ceremonien – en tradition i Kolding. Hver modtager modtog udover medaljen også et diplom og et legat på 5.000 kroner.
Lena Hahn Atzen er et fantastisk eksempel på en dedikeret og talentfuld elev, der har leveret en historisk bedrift. Hun er et fyrtårn for både erhvervsskolen Hansenberg og de erhvervsuddannelser, som hun står for.
Se billederne øverst i artiklen…
Modtagerne af Hansenberg-medaljen 2024
Teknisk student Emma Rechnagel, Vamdrup
Teknisk student Samuel Lukas Kejlberg, Vejle
Teknisk student Rasmus Grau Bonde, Kolding
Kok Magnus Post Basse, Vejle – Nögen i Aarhus
Tjener Lena Hahn Atzen, Rønde – Molskroen i Ebeltoft
Tandklinikassistent Jani Christensen, Hejnsvig – Tandlægerne i Ølgod
Frisør Karen Hartvig Schjermer, Børkop – Frisør Lyhne i Bredballe
Fitnessmanager Adalbert-Ionut Negru, Silkeborg – Motus Fit i Aarhus
Mediegrafiker Frederik Dahl Kehlet, Fredericia – Ryes Kaserne i Fredericia
Dyrepasser Annelie Nyc Johansen, Aalborg – Randers Regnskov
Landmand Dennis Patrick Knudsen Veirum, Hirtshals – BioMar i Hirtshals
Beslagsmed Marius Lykke Sonne, Stege – Antvorskov Kaserne i Slagelse
Veterinærsygeplejerske Tanja Kofod, Bagsværd – Buddinge Dyreklinik i Bagsværd
Veterinærsygeplejerske Camilla Nielsen, Aarhus – Odder Dyreklinik
Tømrer Lars Emil Schmidt Brundin, Grindsted – Kirkegaard Byggeri i Billund
VVS-energispecialist Mikkel Dalgaard Plougmann, Kolding – Lyhne VVS i Kolding
Klejnsmed Patrick Dyrendal Rosenlund, Haderslev – Dan Vals i Haderslev
Teknisk designer Emily Engberg Lowe, Vejle – Airteam i Viby J
Personvognsmekaniker Jacob Gilbjerg Sahl Thomsen, Brenderup – Kraft Biler i Fredericia