Kolding Netavis

Hædret for godt kammeratskab

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: HK Sydjylland.

David Lukas Winther på IBC Kolding modtager HK’s Fanebærerpris. Prisen bliver uddelt til en særlig elev på hver af regionens handelsskoler.

EUD Business-student David Lukas Winther, der er 19 år og bor i Kolding, er denne sommers modtager af HK Sydjyllands Fanebærerpris på IBC Kolding. Prisen består af træfiguren Fanebærer af Kay Bojesen og et legat på 4.000 kroner, som han fik overrakt ved dimissionen.

Han blev indstillet af skolen som en af dem, der er gået forrest for at sikre et godt studiemiljø, har udvist et stort engagement og er respekteret af sine medstuderende.

-David er kommet til Danmark for at begynde på EUD efter at have boet flere år i England, og hans faglighed har kun gået en vej: Op og op. Han bakker op om alle skolens initiativer og deltager fast i skolens studiecafe, hvor han udover selv at få faglig berigelse også hjælper andre med det. David har overskud til at hjælpe andre og går forrest i at inkludere alle i fællesskabet, skriver IBC Kolding blandt andet i begrundelsen.

David fortsætter sin uddannelse på EUX Business på IBC Kolding.

HK Sydjyllands Fanebærerpris er stiftet for at sætte fokus på de elever, der gør en ekstra indsats for, at alle har et godt miljø at lære og udvikle sig i. Prisen bliver uddelt til en EUD-, EUX Business- eller Merkantil elev på handelsskoler over hele Sydjylland.

Uddannelserne er valgt, fordi de ofte vil lede til en stilling indenfor HK’s område.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel