Kolding Netavis

Denne del af Buen spærres for gennemkørsel

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Arbejdet med at lave en ny sammenhængende cykelsti på Buen i Kolding kommer til at tage lidt længere tid end beregnet, og fra på mandag bliver det nødvendigt at lukke Buen for gennemkørsel på strækningen mellem Sdr. Havnegade og Ågade i små to uger.

Fra mandag morgen vil Buen være lukket for gennemkørsel ud for nr. 11 – den høje erhvervsbygning ved krydset. Sydfra vil der fortsat være adgang til tankstation, firmaer, arbejdspladser, campus og boliger på Buen mellem Sdr. Havnegade og Ågade.

-Vi havde håbet at kunne holde strækningen mellem Sdr. Havnegade og Ågade åben, mens vi lavede den nye cykelsti, men vi er stødt på uforudsete problemer undervejs, som har forsinket arbejdet. Da vi gravede ud for at lave fundamentet til cykelstien på hjørnet af Sdr. Havnegade og Buen, viste det sig f.eks., at kabler og ledninger lå på en måde, så vi var nødt til at finde en anden løsning, fortæller trafikplanlægger Steen Langhoff, i en pressemeddelelse og fortsætter:

-Det arbejde, vi går i gang med nu, kommer til at fylde så meget på vejen, at vi af sikkerhedsmæssige grunde har besluttet at lukke for trafik – busser undtaget – ud for Buen 11 for at undgå yderligere forsinkelser. Fodgængere og cyklister vil stadig kunne passere.

Med udgangen af juni ventes den nye cykelsti på den sydlige del af krydset Sdr. Havnegade/Buen at stå færdig. Efter sommerferien laves cykelstien nord for krydset. Her er pladsen så trang, at det bliver nødvendigt at ensrette trafikken.

-Vi skal nok sørge for at informere grundigt om de trafikale konsekvenser nord for krydset, når vi kommer lidt længere frem. Vores håb er, at vi er helt færdige med projektet i uge 34, oplyser Steen Langhoff.

Om den nye cykelsti

Der findes allerede en cykelsti i hver sin ende af Buen, men de hænger ikke sammen. Det tvinger cyklisterne til at skulle ud på vejen og deles med bilisterne om pladsen midt på Buen.

Den udfordring skal den nye sammenhængende cykelsti rette op på, så det bliver mere sikkert og trygt at cykle på Buen, og så flere forhåbentlig får lyst til at tage cyklen.

Den nye cykelsti koster 2,3 mio. kr. Halvdelen af dette beløb kommer fra den nationale cykelpulje.

Den blå prik viser, hvor Buen vil være spærret for gennemkørsel fra mandag morgen. De røde markeringer viser, hvor der anlægges ny cykelsti. Sydfra vil der fortsat være adgang til tankstation, firmaer, arbejdspladser, campus og boliger på Buen mellem Sdr. Havnegade og Ågade, når vejen lukkes for gennemkørsel. Illustration: Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel