Danskerne er vilde med TV 2-julekalenderen. Valdes Jul vender tilbage i 2025. Sæson to går i optagelse til foråret.
Valdes Jul vender tilbage i 2025. Foreløbige seertal viser, at 1.235.000 danskere i gennemsnit har fulgt med i de 24 afsnit af TV 2s familiejulekalender Valdes Jul gennem december på tværs af TV 2 Play og TV 2.
Og nu er der godt julenyt til alle Valde-fans, for optagelserne til sæson to går i gang til foråret.
En ekstra julegave
-Vi er meget glade for og stolte over den store interesse ’Valdes Jul’ har fået, og det viser, at en familiejulekalender stadig er en vigtig del af danskernes juletraditioner og kan samle os i en travl tid. Derfor er det også en stor glæde at kunne give danskerne en ekstra julegave i år, nemlig nyheden om at Valde og Tala vender tilbage i en ny og magisk familiejulekalender i december 2025, fortæller Lea Løbger, TV 2 executive producer på Valdes Jul, i en pressemeddelelse.
-Med Valdes Jul har vi bygget videre på den lange tradition, TV 2 har for at give danskerne en magisk julefortælling i december. Vi er stolte af det nye univers, og det er fantastisk, at seerne har taget så godt imod det, tilføjer Lea Løbger.
Naturen som arena
I familiejulekalenderen har vi gennem 24 afsnit fulgt fortællingen om drengen Valde, der opsøges af ulveskifteren Tala. Hun fortæller, at han er udvalgt som Skovens Vogter, og at det ældgamle Modertræ kalder på ham for at genskabe pagten mellem skovens magiske væsener og menneskene.
60 procent har set ’Valdes Jul’ on demand
Seerne har i høj grad benyttet sig af muligheden for at se Valdes Jul on demand. De første 11 episoder har nået et gennemsnitligt seertal på 1,3 mio. seere totalt set inkl. genudsendelsen den efterfølgende dag.
Omkring 60 procent af forbruget på Valdes Jul er foreløbigt foregået on demand.