Kolding Netavis

Bøde for overtrædelse af oplysningskrav for kreditaftaler

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Humac, der blandt andet har en butik i Kolding, betaler en bøde på 120.000 kroner. Det sker efter Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden for ikke at have givet oplysninger om låneomkostninger på en klar og fremtrædende måde.

I fire avisannoncer har Humac A/S tilbudt finansiering af computere uden at vise de øvrige låneomkostninger klart og på en fremtrædende måde. Det er en overtrædelse af markedsføringslovens § 18.

Humac har erkendt overtrædelsen og accepteret at betale en bøde på 120.000 kroner. Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden for overtrædelsen i 2020.

Ifølge markedsføringsloven har erhvervsdrivende, der reklamerer med den månedlige ydelse for finansieret køb af en vare, pligt til at vise alle låneomkostningerne på en klar, kort og fremtrædende måde i annoncen. Låneomkostningerne er eksempelvis de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales tilbage.

Sagen blev rejst af Forbrugerombudsmanden, der vurderede, at Humac ikke havde vist låneomkostningerne klart og på en fremtrædende måde. Oplysningerne i de fire annoncer var trykt for småt, og desuden var låneomkostningerne sammenblandet med andre vilkår for tilbuddet.

Fungerende forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, siger:

-Det koster penge at låne penge, og det skal stå helt klart for forbrugerne, når de ser en annonce for et attraktivt produkt med et finansieringstilbud. Derfor skal alle omkostninger ved et lån fremstå klart og fremtrædende i markedsføringen. Der må ikke være risiko for, at forbrugere, som læser annoncerne, helt overser udgifterne til finansieringen.

Humac har blandt andet en butik i Helligkorsgade i Kolding. Den lukker dog, når butikken er ryddet – senest den 28. februar 2024.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel