Dalby GF afvikler to fodboldskoler i Dalby næste år i. Det er for både egne medlemmer og andre fodboldinteresserede piger og drenge.
Næste år er Dalby GF-vært for to fodboldskoler i Dalby. Det er første gang, klubben byder velkommen til henholdsvis en fodboldskole i den første uge af skolernes sommerferie fra 1.-5. juli og en minifodboldskole for de yngste i weekenden 22.-23. juni.
-Vi vil gerne give både vores egne medlemmer og andre børn i området mulighed for, at få en oplevelse både socialt og fodboldmæssigt, fortæller Carsten Christensen fra Dalby GF i en pressemeddelelse.
Fodbolden er naturligvis en vigtig del, men der bliver også tid til samvær og mulighed for at møde andre og måske på den måde få nye kammerater.
Både for piger og drenge
De to fodboldskoler i Dalby henvender sig til både piger og drenge. Minifodboldskolen henvender sig til børn født i 2018 og 2019 – børn, der har lyst til to dage med leg og fodboldfest, som klubben skriver.
Hos de yngste (Minifodboldskolen) er der plads til 50 deltagere, mens sommerfodboldskolen har plads til 192 deltagere født i perioden 2011 til 2017.
-Det er vigtigt for os at børnene får en god oplevelse, og derfor sørger vi også for, at deltagerne deles i grupper med 16 spillere, og hver gruppe har en voksen træner, forklarer Carsten Christensen.
Med i prisen for deltagelse på fodboldsommerskolen er forplejning, træningstøj, drikkedunk og en fodbold.
Hovedsponsor
Sommerens fodboldskole afvikles i et samarbejde med firmaet FibroTech, der bliver hovedsponsor.
-Vi ser det som en kæmpe gevinst, at vi kan være med til at støtte op om vores børn og unge og lokalområdet ved, at være med til at sikre muligheden for at klubben kan lave sin egen fodboldskole, siger Charlotte Kjeldsen, der er marketings ansvarlig i FibroTech.
-Vi er stortaler for, at vores børn og unge bliver i lokalområdet så længe som muligt, så det, at Dalby GF nu kan tilbyde en lokal fodboldskole med et super interessant indhold for alle, er bare dejligt. Vi er glade for, at vi kan støtte op, hvor det kræves og være med til at synliggøre området og gøre noget godt for alle de fodboldinteresserede børn og unge, som vi har i Dalby og omegn, slutter Charlotte Kjeldsen.