Kolding Netavis

Lad os få en arbejdsminister

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Ole Kjær. Privatfoto.

Læserbrev af Ole Kjær, formand for HK Sydjylland, Tjørnelunden 2, 7300 Jelling.

Er det ved at være tiden, hvor vi dropper beskæftigelsesministeren og får en arbejdsminister?

Regeringen vil så gerne tale om, hvordan vi øger beskæftigelsen og får sat flere i sving. Som om et væld af Dovne Robert-typer bare vandrer rundt derude og ikke gider arbejde, selvom de sagtens kunne.

Men kendsgerningen er, at det ikke er en udfordring at få arbejdsparate folk til at arbejde. Her i Sydjylland er arbejdsstyrken ret konstant, og når der er opsving i antallet af beskæftigede, skyldes det først og fremmest udenlandsk arbejdskraft.

I mine øjne er udfordringen i langt højere grad at få formet et arbejdsmarked, hvor flere passer ind. Hvor færre går ned med stress, og flere kan finde deres hylde trods særlige behov. Hvis det nogensinde lykkes, så skal regeringen bare se løjer. Så vokser arbejdsstyrken.

Det er derfor, jeg ønsker mig en arbejdsminister frem for en beskæftigelsesminister. Beskæftigelse lyder som en straf, hvorimod arbejde rummer langt mere.

Arbejdsministerens fokus skal være på det gode arbejdsliv, på arbejdsmiljø og diversitet. Ministeren skal sørge for, at den sociale kontrakt opretholdes i begge ender.

Alle vil gerne arbejde, hvis de kan, og derfor skal vi skabe rammerne for, at flere kan arbejde. Men det lykkes aldrig med tvang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel