Kolding Netavis

Politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Syddanmark
Foto: Hugo Clément/Unsplash (Modelfoto)

Klimaforandringer er det mest alvorlige problem, verden står over for lige nu. Det mener et flertal af danskerne. De vil gerne selv agere mere klimavenligt, men peger også på, at politikerne bør gøre mere for at forhindre klimaforandringerne.

61 pct. af danskerne mener, at klimaforandringer er det mest alvorlige problem, verden står over for lige nu. Det fremgår af Region Syddanmarks landsdækkende analyse ”Klimaforandringer – analyse af danskernes holdning og adfærd 2023”.

I alt har 2.000 danskere deltaget i analysen i juni 2023, og nu er de samlede analyseresultater klar, oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Danskere tager ansvar for klimaet, men møder barrierer

Danskerne er villige til at ændre deres vaner. Inden for de seneste tre år har hver tiende købt elbil, og mere end hver fjerde har isoleret boligen for at reducere deres klimabelastning. På den korte bane tilkendegiver knap halvdelen, at de inden for de seneste tre måneder har skåret ned på deres forbrug af tøj, elektronik eller sport- og fritidsudstyr.

Over halvdelen af danskerne ønsker en mere klimavenlig livsstil. Men de oplever barrierer. Ud af dem, der gerne vil gøre mere, svarer to ud af tre, at de har svært ved at vurdere, hvordan man bedst lever klimavenligt, at det er for dyrt, at de ikke har et klimavenligt alternativ, eller at det er for tidskrævende.

Danskerne ønsker politisk handling

Samtidig peger et stort flertal af danskerne på, at politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne. Det er især investeringer i grønne energikilder (71 pct.), at klimavenlige handlinger gøres økonomisk mere fordelagtige (62 pct.), støtte til klimaforskning og teknologiske løsninger (60 pct.) samt økonomisk støtte et udvikling af teknologiske løsninger (58 pct.), der ligger højt på danskernes ønskeliste.

Michael Nielsen (K), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, siger:

-Der er en kæmpe vilje blandt danskerne til at hjælpe klimaet, og når de peger på forhindringer og barrierer, så skal vi lytte. Vi vil fra politisk side gøre, hvad vi kan for at gøre det lettere og mere attraktivt at agere mere klimavenligt i hverdagen. Noget af det, danskerne ønsker sig, kræver store strukturelle ændringer, som skal løftes på nationalt niveau, men der er også noget, vi kan gøre her i regionen, hvor vi fx har indsatser på ungdomsuddannelserne, der skal mindske solokørsel og fremme samkørsel.

Analysen viser også andre forskellige sammenhænge, fx at det er kvinder og personer med mellemlang og lang videregående uddannelse, der er mest tilbøjelige til at gøre noget i det daglige for at reducere klimaforandringerne.

Generelt stiger bekymringen over klimaforandringer markant, jo længere danskerne ser ud i fremtiden. Til gengæld har danskernes alder ikke betydning for, om man synes, at klimaforandringer er et globalt problem. Endelig er der også 11 pct. af danskerne, der slet ikke mener, at klimaforandringer er et problem.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel