Kolding Netavis

Flotte faciliteter for tømrerlærlinge i tidligere fabrik

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Hansenberg.

Hansenberg har købt den bygning, hvor Kolding Salater i mange år holdt til, men som i en årrække har ligget ubenyttet hen.

Det er helt nye rammer, som tømrerlærlinge på Hansenberg i Kolding nu får til rådighed.

For i det seneste års tid har erhvervsskolen i etaper totalrenoveret den bygning på C.F. Tietgens Vej 8 i Kolding, som i mange år husede Kolding Salater. Et arbejde, der gik i gang, efter skolen den 1. januar 2022 købte den tidligere fabrik.

Bygningen, som i en årrække havde stået tom, fik 1. august 2020 nyt liv, da Hansenberg i første omgang lejede sig ind i de store produktionshaller, men altså senere ønskede en permanent løsning på pladsproblemer i blandt andet de eksisterende tømrerværksteder.

-Under Covid-19 så vi et øget optag på Grundforløb 1 på de tekniske uddannelser. Det betød, at vi havde brug for flere værkstedsfaciliteter. Vi startede derfor med – ad flere omgange – at leje den gamle salatfabrik, og efterhånden blev vi mere og mere interesserede i at købe den. Efter renoveringen har vi besluttet, at den skal huse vores tømreruddannelse, fordi vi i mange år har oplevet en vækst inden for byggeriet. Således er uddannelsen i dag vores næststørste uddannelse, fortæller direktør, Morten Kaj Hansen, i en pressemeddelelse.

Og de nye faciliteter er i den grad faldet i god jord på tømreruddannelsen:

-Jeg er supertilfreds. Det bliver fedt at kunne give de unge mennesker nogle nye og fantastiske rammer. Her er ingen støv, og vi har det helt rigtige luftskifte, fortæller uddannelsesleder ved Hansenberg, Mikkel Jensen Klingsten, der selv er uddannet tømrer.

En stor omgang

Arbejdet har også indbefattet en fuld renovering af taget – med ekstra isolering og ovenlysvinduer – samt etablering af fem undervisningslokaler og fire store haller. Sidstnævnte har krævet adskillige gennembrydninger i facade og indvendige vægge. Herefter er der isat glaspartier, så værksteder og undervisningslokaler fremstår lyse og indbydende.

-Det har været en større omgang. Som med alle store ombygninger, hvor man på den her måde opgraderer en tidligere produktionsbygning – så den opfylder nutidens krav – opstår der udfordringer. Men vi er super glade og stolte over det endelige resultat, som vil komme vores undervisere og elever til gode i mange år frem. Det fortjener erhvervsuddannelserne, forklarer Morten Kaj Hansen.

Mange fordele

Værksteder og undervisningslokaler er nu placereret dør om dør, og det betyder rigtig meget, fremhæver Mikkel Jensen Klingsten:

-Vi har manglet plads, og nu får vi klasselokaler og værksteder lige ved siden af hinanden. På den måde kan vi bedre binde teori og praktisk arbejde sammen. Det gør det også nemmere at skabe fællesskaber på tværs af holdene, fordi de er samlet på én adresse, hvilket kan være med til at mindske risikoen for frafald på uddannelsen.

Ud over de fine faciliteter indenfor, skal der etableres en boldbane på grunden, så eleverne får flere muligheder for at hygge sig sammen i pauser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel