Kolding Netavis

VR-briller hjælper børn mod nåleskræk på Sygehus Lillebælt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Her bliver VR-brillerne overleveret på Kolding Sygehus. Pressefoto.

Kan man virkelig undgå udvikling af traumatiserende nåleskræk ved at give børn og unge VR-briller på, når de skal stikkes?

Ja, erfaringerne fra blandt andet Børne- og Ungeafdelingen på Kolding Sygehus er, at den virtuelle verden i de fleste tilfælde mindsker eller helt fjerner ubehaget ved undersøgelsen.

Nu har Elgiganten Foundation doneret VR-briller til afdelingen, så metoden kan gøres endnu mere effektiv og målrettet – til gavn for de små patienter og deres forældre – og for det travle personale.

69% af børn i behandling har oplevet at blive stukket med en nål mod deres vilje, og 11 % har prøvet at blive fastholdt, når de skal stikkes. Desuden lider hver fjerde voksne af en grad af nåleskræk. Alt tyder på, at de to ting hænger sammen.

Ifølge klinisk sygeplejespecialist kan det give problemer resten af livet, og derfor arbejder afdelingen med forskellige tiltag, der kan mindske eller helt fjerne tvangssituationer og nåleskræk.

En af simple men meget effektive løsninger har vist sig at være Virtual Reality briller. Derfor har sygehuset søgt og fået bevilget udstyr til det fra Elgiganten.

-Vi har erfaring med, at det er meget effektivt mod nåleskræk hos både små børn og unge at få VR-briller på med det rette indhold. Især når personalet er trænet i tale med om indholdet. Med donationen fra Elgiganten kan vi nu selv få produceret indhold, der passer til forskellige aldersgrupper. Det er selvfølgelig primært for patienternes skyld, men samtidig kan vi spare mange ressourcer, hvis undersøgelserne foregår problemfrit, fortæller Karin Bundgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Børne- og Ungeafdelingen, Kolding Sygehus, i en pressemeddelelse.

Sygehus Lillebælt har ansøgt Elgiganten Foundation, der hvert år tager imod ansøgninger og udvælger projekter, som modtager støtte. Konkret donerer Elgiganten tre sæt Meta Quest VR-briller.

Ikke i tvivl om at ville støtte

Ansøgningen er sendt til Elgigantens varehus i Kolding, hvor varechefen ikke var i tvivl om, at han ville sende den videre til Elgiganten Foundation med anbefaling om støtte.

-For det første er alt, hvad man kan gøre for at lette livet for børn i behandling, værd at støtte. For det andet er det oplagt for Elgiganten at støtte med VR-briller, som vi selv sælger mange af og har forstand på. Det er en fed fornemmelse at kunne være med til at gøre en forskel og endnu federe, at det er i vores lokalområde, siger Christian Fisker, varehuschef i Elgiganten Kolding.

Nu mærker du – ikke – et stik

VR-briller bringer brugeren helt ind i en virtuel verden, og hvis sundhedspersonalet er med ’på legen’ og spørger til de ting, der foregår i filmen, kan det fuldstændig fjerne fokus fra nålen.

Karin Bundgaard giver et konkret eksempel:

-Vi havde en fireårig pige inde, som skulle have lagt et kateder ind i en blodåre. To læger måtte opgive, fordi pigen var så bange. Men da VR-brillerne kom på, blev katederet lagt ind – uden at hun overhovedet opdagede det. Forældrene var både lettede og overraskede, men det er faktisk helt normalt, at børnene ikke engang mærker stikket, fordi de er optaget af noget andet.

Næste del i projektet er at få produceret nogle film, der passer til forskellige aldersklasser og til forskellig smag. Til de unge kan det elsempelvis være en tur i naturen eller måske et virtuelt besøg i en forlystelsespark. Det kan også være en virtuel tur rundt og hilse på personalet.

Der er generelt stor interesse i sundhedsvæsenet for idéer, der skal gøre det nemmere og mindre traumatiserende for børn og unge at være i behandling.

Som Karin Bundgaard siger som illustrativt eksempel:

-Før i tiden spurgte vi ved ansættelsessamtale med en sygeplejerske, om vedkommende var god til at fastholde børn, der skulle stikkes. I dag spørger vi, om de er gode til at blæse sæbebobler.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel