Kolding Netavis

Vamdrup får millioner til at styrke bymidten

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Vamdrup
Et projekt i Vamdrup er udvalgt blandt i alt 32 interessetilkendegivelser. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

En stor og glædelig nyhed landede fredag eftermiddag hos Koldings borgmester Knud Erik Langhoff: Vamdrup og Kolding Kommune bliver del af et nyt forsøgsprojekt om frie bymidter, som Plan- og Landdistriktsstyrelsen, står bag.

I alt får Kolding Kommune 7,14 mio. kr. fra forsøgsordningen og bidrager selv med 5,31 mio. kr., så der i alt bliver 12,45 mio. kr. til at styrke prioriterede indsatser i Vamdrup, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Visionen i den ansøgning, som Kolding Kommune har indsendt i samarbejde med byens interessenter, er at opgradere og forskønne Vamdrup bymidte, skabe forbindelse mellem Vores Hus og bymidten, skabe aktiviteter i Vores Hus og i byrummet, styrke handelslivet og transformere tomme erhvervslejemål til nye funktioner.

-Det vil helt utvivlsomt få en stor betydning for Vamdrup, at vi nu kan sætte et stort udviklingsarbejde i gang, hvor vi både kan skabe mere liv og forskønne bymidten i tæt samarbejde med byens borgere og erhvervsliv, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff (C).

Også formand for Kulturudvalget Ole Martensen er begejstret:

-Vores Hus bliver omdrejningspunktet i det nye projekt. Den energi, det engagement og den opbakning, der ligger bag etableringen af Vores Hus bliver en godt grundlag for den videre proces, fastslår Ole Martensen.

Borgere og erhvervsliv skal inddrages i arbejdet

Nu hvor Kolding Kommunes ansøgning er imødekommet, kan projektpartnerne igangsætte en femårig proces, som får startskud fra 2024, hvor første skridt bliver at inddrage byens borgere og erhvervsliv i det videre arbejde.

Vores Hus, der efter planen står færdigbygget og klar til indvielse omkring årsskiftet, indeholder biograf, multisal, bibliotek, foyer og mødelokaler og de to primære aktører i huset er Vamdrup Kino samt Vamdrup Bibliotek.

Om aftalen

Der er afsat 25 mio. kr. årligt i perioden 2024-2027 svarende til 100 mio. kr. samlet til medfinansiering af fornyelse af bymidter og 30 mio. kr. til medfinansiering af etableringen af lokale velfærdsfunktioner i bymidten. Der er krav om 40 pct. kommunal medfinansiering. Midlerne er ikke bundet til forsøg med lovfritagelser, men kan gå til andre indsatser i de udvalgte bymidter.

Krav, som skal være opfyldt for at indgå i forsøgsordningen:

• 1) Bymidterne ligger i byer med mellem 4.000- 20.000 indbyggere.

• 2) Kommunen forpligter sig til at etablere lokale velfærdscentre med nye tilbud og funktioner, der kan skabe nærhed og understøtte bylivet som fx borgerservice, sundhedsfunktioner, kulturskoler, fritidsaktiviteter, biblioteker mv., og disse sammentænkes og samlokaliseres med bymidtens øvrige funktioner og byliv i et samarbejde med byens øvrige parter. Velfærdstilbuddene skal udspringe af lokale behov, opretholde samme kvalitet som andre velfærdstilbud i kommunen og der lægges vægt på nytænkende og innovative projekter.

• 3) Lokale private og civile aktører skal inddrages i et samarbejde med kommunen. Der lægges vægt på nye samarbejdsformer med lokale aktører og inddragelse af civilsamfundet, som styrker det lokale engagement.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel