Kolding Netavis

Elever skal arbejde i Sandhedens tjeneste

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Brændkjærhallen/Facebook.

Over 1.500 elever i de ældste klasser i Koldings skoler bliver stillet over for en række journalistiske dilemmaer, når DR’s I Sandhedens Tjeneste kommer forbi.

Torsdag den 12. oktober har Kolding Kommune og DR inviteret alle kommunens elever i 8.-10. klasse til et stort interaktivt nyhedsshow med titlen ”I Sandhedens Tjeneste”.

Her bliver eleverne stillet overfor en række journalistiske dilemmaer, hvor de gennem afstemninger skal tage stilling til, hvilke informationer og billeder de vil vise for befolkningen, hvilke kilder de vil stole på, og de skal forsøge at skelne mellem sande og falske informationer.

I løbet af showet får eleverne mulighed for at prøve kræfter med kildekritik, etik og nyhedsformidling og bliver en del af processen med at udvælge, tilrettelægge og bringe nyhedshistorier.

Begejstret skolechef

Skolechef i Kolding Kommune Karen Albrechtsen er begejstret for, at DR har henvendt sig, fordi det giver en anden måde at se tingene på.

-Det er utrolig spændende, at vores elever får mulighed for at deltage i ”I Sandhedens Tjeneste” og at de gennem showet kan få indblik i, hvordan DR’s nyhedsproduktion foregår. Med mange sociale medier og efterhånden også mange bud på, hvad der er den rigtige sandhed, kan eleverne også forholde sig kritisk til, hvor informationerne kommer fra, fortæller Karen Albrechtsen i en pressemeddelelse.

Alle skoler både kommunale og fri- og privatskoler er inviteret til at deltage i ”I Sandhedens Tjeneste”. Mange deltager, da det er en oplagt mulighed for at differentiere undervisningen i dansk og samfundsfag.

Showet finder sted i Brændkjærhallen i Kolding og varer ca. 60 minutter. Showet bliver afviklet tre gange torsdag den 12. oktober kl. 09:00-10:00, kl. 11:00-12:00 og kl. 13:15-14:15.

Vært på TV-Avisen, Erkan Özden, faciliterer showet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel