Kolding Netavis

Storcentret får Danmarks største ladestation

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Nu sætter Tesla strøm til endnu flere lynladere ved Kolding Storcenter. Pressefoto.

Nu sætter Tesla strøm til endnu flere lynladere ved Kolding Storcenter, og med sine nu 40 Superchargers har centret Danmarks største lynladestation, der sikrer hurtig opladning af alle slags elbiler.

Selvom Kolding Storcenter allerede har titlen som Jyllands største shoppingcenter, har centret stadig vokseværk. For Tesla har netop fordoblet antallet af ladere ved storcentret, og med sine 40 Tesla-Superchargers i alt, huser Kolding Storcenter nu Danmarks største lynladestation.

Det er selvsagt et kvalitetsløft af Kolding Storcenter, som Center Manager, Carsten Lindblad, er meget begejstret over, da det fremover bliver endnu lettere og hurtigere for shoppingcentrets besøgende at oplade elbilen.

-Når vi udvider lademulighederne ved Kolding Storcenter så markant, skyldes det, at vi både har et stort ønske om at følge med udviklingen i samfundet og imødekomme kundernes behov – og her er det ikke til at komme udenom elbilerne, fortæller Carsten Lindblad i en pressemeddelelse og fortsætter:

-De første ladere, vi fik, blev hurtigt en stor succes, men vi oplevede, at efterspørgslen blev ved med at stige. At det skulle betyde, at vi nu lægger hus til Danmarks største lynladestation, havde jeg kun turde drømme om, så jeg er selvfølgelig enormt beæret og stolt over, at det er blevet virkelighed.

Men den nye Tesla-lynladestation er ikke blot den største i Danmark, det er en af de største i hele Europa. Alle laderne ved Kolding Storcenter er Superchargers, der hver kan levere op til 250 kW, hvilket sikrer en hurtig opladning af alle slags elbiler.

Eksempelvis kan en Tesla Model Y oplades til 275 kilometers rækkevidde på bare 15 minutter.

At netop Kolding Storcenter har fået endnu flere Superchargers er ikke tilfældigt.

Kolding Storcenter er nemlig ejet af DSC, der har 17 shoppingcentre fordelt over hele landet, og som har indgået en større aftale med Tesla om at lægge lokation til udvidelsen af ladenetværket. Hvilket er helt i tråd med DSC’s ambition om at implementere flere klimavenlige løsninger i centrene – herunder at bidrage til udviklingen og tilgængeligheden af grønne transportmuligheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel