Kolding Netavis

Alberte og Benjamin skal til bal på slottet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Christiansfeld
Alberte og Benjamin skal til bal på slottet. Foto: Kolding Kommune.

Nu er der fundet to 18-årige her fra kommunen, som skal være med til at fejre Prins Christians 18 års fødselsdag.

Alberte Thomsen fra Hejls og Benjamin Buhl Uth fra Lunderskov er de to heldige deltagere fra Kolding Kommune, når Prins Christian inviterer til gallataffel på Christiansborg Slot den 15. oktober. Det oplyser Kolding Kommune.

Der blev trukket lod blandt de 18-årige, der havde lyst – og det var der mange, der havde. I alt var der 249 i Kolding Kommune, der ønskede at være med, og langt flere piger end drenge deltog i lodtrækningen.

-Det vil være en ære at repræsentere Kolding til gallataflet. Jeg oplever til dagligt begge sider af Kolding. Der er landet, hvor jeg er vokset op med natur og ro og så er der byen, hvor jeg studerer på IBC med fokus på at præstere og udforske. Gallataflet vil også være en mulighed for at møde andre unge fra hele Danmark på min egen alder. OG selvfølgelig skal Prins Christian fejres, hvilket vil være endnu en ære at deltage i, fortæller Alberte Thomsen efter hun har vundet lodtrækningen.

Benjamin Buhl Uth bor i Lunderskov, hvor han også har gået i folkeskole. Han er pt. værnepligtig efter han fik sin HF fra Kolding Gymnasium. Han deltog i lodtrækningen, for som han siger:

-Det nok er den eneste chance, jeg har i livet, for at komme til fest med kongehuset.

Gallataflet er Kongehusets hovedbegivenhed i fejringen af Prins Christian. Gallataflet holdes på Christiansborg Slot, og der er lagt op til en stor fest med festlig påklædning, middag og dans.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel