Kolding Netavis

Scandic Kolding hjælper unge med at finde arbejde

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Driftsleder Henrik Friis sammen med deltagere i BC Caterings virksomhedsforløb BC NextGen. Pressefoto.

Scandic Kolding går også ind i en indsats, der hjælper unge med at finde arbejde.

Først var det Coop Crew, derefter BC Catering, og nu er det Scandic Kolding, der igangsætter en indsats for at få flere unge i arbejde. For flere unge er den traditionelle uddannelsesvej ikke den rette. Derfor er det vigtigt at skabe alternativer for de unge, der ikke trives på skolebænken, og som har brug for en hjælpende hånd ud i arbejdslivet efter 9. og 10. klasse.

Derfor har Scandic Kolding nu valgt at indgå et samarbejde med Kolding Kommune omkring initiativet, de kalder NextGen Hotels. Her vil de unge deltage i forløb, hvor de bliver introduceret til arbejdet i receptionen, restauranten, housekeeping og i køkkenet. Efterfølgende vil det være muligt for de unge at få et fritidsjob og en mulig lære-/elevplads på sigt.

-Scandic Kolding går ind i forløbet, fordi vi ønsker at inspirere de unge, så flere får øjnene op for vores branche. Herudover vil vi gerne introducere de unge til arbejdslivet og stille vores arbejdsplads til rådighed for dem, fortæller direktør for Scandic Kolding, Heidi Kjær, i en pressemeddelelse.

Virksomhedsforløb hjælper de unge

Tidligere indsatser med virksomheder viser, hvordan unge via disse virksomhedsforløb får øjnene op for, at der findes andre uddannelsesveje. Flere får desuden afklaret, hvad de gerne vil i fremtiden. Det viser erfaringerne fra lignende forløb hos BC Catering, der nu for anden gang i denne uge inviterer unge til et 6 ugers virksomhedsforløb kaldet BC NextGen. BC Catering har gjort sig flere gode erfaringer, der viser hvordan indsatsen, som Scandic Kolding også indgår i nu, gør en positiv forskel for både de unge og virksomheden selv.

-Vore mål ved forløbet BC NextGen var at påtage os et socialt ansvar og sikre den fremtidige arbejdskraft. Det lykkes vi med. Flere af deltagerne fandt ud af, at arbejdet hos os passede bedre til dem og deres kompetencer. Dermed har vi hjulpet ellers udfordret unge med at få etableret en tilknytning til arbejdsmarkedet, fortæller Driftsleder Henrik Friis.

Seks ud af otte deltagere fra det første forløb hos BC Catering er efterfølgende blevet ansat i et fritidsjob, og får muligheden for at blive lærlinge eller få en deltidsansættelse, når de bliver 18 år.

I Kolding Kommune glæder udvalgsformand for Social og Arbejdsmarked Villy Søvndal (SF) sig over, at endnu en virksomhed tager ansvar for at hjælpe unge med at få succes udenfor skolebænken.

-Det er vigtigt, at vi hjælper unge med at trives og finde sig til rette, når de er færdige med folkeskolen. Her er samarbejdet med virksomheden helt essentielt for at det lykkes. Det ser vi gang på gang. Jeg glæder mig over samarbejdet udvides med Scandic Kolding, der nu giver de unge mulighed for at opleve en ny branche, end hvad der før har været muligt, fortæller Villy Søvndal.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel