Kunstig intelligens (AI) er ikke nyt. Men AI kom pludselig på alles læber, da ChatGPT blev sluppet løs i begyndelsen af 2023.
Siden er der konstant dukket nye AI-værktøjer op, som er specialiseret i at skrive tekster, komponere musik, designe grafik – og alt muligt andet.
Derfor er AI også allerede rykket ind i undervisningen på IBA Erhvervsakademi Kolding, og det vil komme til at ske i stigende grad og på alle studieretninger. Det fastslår IBA’s prorektor Jeanette Lemmergaard:
-På IBA er vi meget opmærksomme på betydningen af kunstig intelligens, og derfor kommer vi også til at følge udviklingen ganske nøje. De studerende kan være helt sikre på, at når det giver mening, så vil vi inddrage AI i vores undervisning, siger Jeanette Lemmergaard i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer, at det kommer til at ske i forskellige hastigheder, fordi det vil tilpasse sig den enkelte studieretning. I nogle fag er brugen af AI mere oplagt end i andre. Nøgleordene er, at kunstig intelligens skal bruges bevidst, reflekteret og kritisk som en del af undervisningen.
-Det indebærer også, at vi vil stille krav til de studerende, når de bruger AI til at løse opgaver. Vi skal sikre, at de har de rette kompetencer, når de forlader IBA, og derfor er det helt afgørende, at det fortsat er selvstændige præstationer, vi bedømmer de studerende ud fra, siger Jeanette Lemmergaard.
Kritiske brugere
Per Toft er uddannelseschef for Multimediedesign, Produktionsteknolog, IT-arkitektur og Webudvikling. For ham er det helt oplagt, at kunstig intelligens er flyttet inden for i undervisningslokalerne:
-AI bliver allerede brugt ude i virksomhederne, og det vil kun vokse. En ny praksis skal vi naturligvis undervise vores studerende i. Sådan har vi altid gjort, og sådan skal det også være med AI. Også selv om udviklingen denne gang stiller store krav til os som uddannelsesinstitution, fordi den går så hurtigt, fortæller Per Toft.
Uigennemskuelige algoritmer, diskussion om ophavsret og datasikkerhed. AI rejser mange spørgsmål, som også IBA er opmærksomme på. Men det ændrer ikke på, at både studerende og virksomheder forventer, at AI indgår i undervisningen af fremtidens ansatte.
-Vi har en god tradition i Danmark for at uddanne personer, som både kan beherske ny teknologi – og stille sig kritisk over for den. Alt er jo ikke perfekt, blot fordi det kommer ud af en computer. Men hvis man skal forholde sig kritisk, så kræver det en god grundkompetence – og den vil vi gerne give vores studerende, slutter Per Toft.