Årets klubmesterskaber er netop afholdt i Asia Sport Center, Kolding.
Her var både børn og voksne på gulvet, hvor de blev bedømt af dommere på kampfladen.
For mange af de yngste børn var det deres første gang på gulvet med både tilskuere og dommere, der skulle bedømme deres kunnen.
Første del af klubmesterskaberne var i kata, hvor udøverne skulle på gulvet og lave øvelser mod en fiktiv modstander. Kategorien var åben, så både børn og voksne kæmpede mod hinanden. På tværs af alder blev kæmperne i høj grad udfordret af modstanderens præcision og styrke. I meget tætte finalekampe blev guldvinder i kata Tina Møller, sølvvinderen Sofie Christensen, mens de to bronzevindere blev Valdemar Cramer og Mia Bladbjerg.
I kumite, der er direkte kamp mellem to modstandere, var kampene delt op i en børne- og en voksenkategori. Børnene kæmpede med stor entusiasme og de høje ”Kiai!” fløj rundt i dojoen. Der var mange tætte kampe, men de dygtige vindere blev Luis Laedtke med en guldmedalje, sølvvinderen blev Valdemar Cramer og de to bronzemedaljer gik til Arman Abdi og Birk Vodder Lauridsen.
I voksenklassen for kumite blev Morten Bladbjerg en sikker guldvinder, mens Tina Møller vandt sølv og Glenn Hald vandt bronzemedaljen.
For alle deltagere var årets klubmesterskaber en god og lærerig øvelse inden sommerens store graduering.