HK Sydjylland indkalder til ekstraordinær generalforsamling for at vælge ny fællesformand.
Den 29. maj afgøres det, hvem der bliver Ole Kjærs efterfølger som HK Sydjyllands fællesformand.
Det lykkedes ikke at få valgt en ny fællesformand, da HK Sydjylland afholdt sin ordinære generalforsamling i april.
Derfor indkalder den lokale fagforening nu til ekstraordinær generalforsamling med det formål at vælge en ny fællesformand. Det sker onsdag den 29. maj kl. 17 på Jupitervej 1 i Kolding.
Ole Kjær, der har været HK Sydjyllands fællesformand gennem 12 år, er konstitueret formand frem til den ekstraordinære generalforsamling, hvorefter han går på pension.
Fristen for opstilling er først på selve generalforsamlingen. Ønsker man en officiel præsentation i HK Sydjyllands nyhedsbrev og på afdelingens sociale medier, skal man melde sit kandidatur senest 10. maj.
HK Sydjylland dækker landsdelen fra Horsens til grænsen, dog minus Fredericia.