I Kolding blev der lørdag fejret 4. maj med en række forskellige arrangementer og aktiviteter.
Denne dag sætter man stearinlys i vinduerne om aftenen for at fejre befrielsen fra tyskerne i 1945 efter fem års besættelse.
Dagen blev blandt andet fejret med en udstilling om Hjemmeværnets 75-års jubilæum fra 1949-2024. Der var en byvandring kaldet “Med Gestapo i hælene”, gadeteater og en parade med veteran militærkøretøjer.
Lørdag aften var der andagt i Sct. Nicolai Kirke efterfulgt af en ceremoni, hvor Hjemmeværnet og soldaterforeninger bar faner ind og dannede faneborg. Der blev serveret kaffe, te, kage og sodavand i Staldgården, hvor museumsdirektør Rune Lundberg og borgmester Knud Erik Langhoff holdt velkomsttaler.
Kl. 20:36 blev Frihedsbudskabet afspillet og friheden blev fejret.
Viceborgmester Søren Rasmussen (DF) afsluttede arrangementet og orienterede om kransenedlæggelse og opfordrede til at tænde lys i vinduerne.
Klokken 21 blev der afholdt et optog med faner til mindesmærket for de faldne i frihedskampen 1940-45 på Fredericiagade ved Staldgården. Der blev afsluttet med fællessangen “Altid frejdig når du går”.
Klokken 21.15 satte man lys i vinduerne på Staldgården som en markering.
Se billederne øverst i artiklen…