Vamdrup og Hjarup Pastorat får ny præst den 1. maj. Det er Trine Lydeking, der tiltræder stillingen. Hun ser frem til, at blive en del af kirkelivet og hverdagen i Vamdrup og Hjarup.
Trine Lydeking kommer fra en stilling i Ansager og Skovlund i Varde provsti, hvor hun har været ansat i næsten ni år. Nu er det tid til nye udfordringer og omgivelser. Det bliver spændende for hende at møde menigheden og at begynde sit arbejde som præst i Vamdrup og Hjarup pastorat.
Trine Lydeking flytter til Vamdrup sammen med sin familie, som består af hendes mand Søren, der er sygehuspræst i Esbjerg, deres tre børn – Birgit, Margrethe og Gudmund – samt Sørens to store drenge, Johannes og August, der til dagligt bor i Odder. Deres hund Scout følger også med til Vamdrup.
Som ny præst i Vamdrup og Hjarup pastorat ser Trine Lydeking frem til at være med til at vedligeholde kirkernes traditioner og samtidig være med til at skabe nye og spændende tiltag. Hun glæder sig til at bidrage til menighedens liv og fællesskab, og hendes dør vil altid være åben for snak og samtale med menigheden – store som små. Det skriver Vamdrup Kirke i et opslag på Facebook.