Kolding Netavis

Nu går jagten ind på årets bedste praktikophold

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Sidste år var det Phillip Jacobsen Buhl, som vandt Årets IBA Praktik sammen med sin praktikvirksomhed Martinsen Rådgivning & Revision i Vejen. Foto: Maria Tuxen Hedegaard (Arkivfoto)

Phillip Jacobsen Buhl ser tilbage på sit bedste øjeblik fra Årets IBA Praktik og mindes det øjeblik, hvor han kunne overraske sine kolleger med nyheden om deres sejr i konkurrencen.

Det symboliserede et veloverstået praktikforløb hos Martinsen Rådgivning & Revision.

Phillip er nu uddannet Finansøkonom og fortsætter som trainee i sin tidligere praktikvirksomhed i Vejen. Han og Martinsen Rådgivning & Revision modtog Årets IBA Praktik-prisen i 2023, og de har nu det stolte diplom hængende på kontoret som bevis.

-Jeg så konkurrencen som en perfekt mulighed for at give noget tilbage til virksomheden. Jeg havde virkelig et lærerigt, spændende og udfordrende praktikforløb, og Martinsen Rådgivning & Revision viste stor interesse for min personlige og professionelle udvikling fra dag ét, fortæller Phillip i en pressemeddelelse.

342 praktikanter i spil

Philips historie er blot ét eksempel blandt de 342 praktikanter fra IBA Erhvervsakademi Kolding, der har været i praktik hos forskellige virksomheder i løbet af efteråret 2023 og foråret 2024. Indtil den 2. april har de mulighed for at indstille deres praktikforløb til Årets IBA Praktik.

Årets IBA Praktik er en fejring af det tætte samarbejde mellem studerende og de virksomheder, hvor de har været i praktik. IBA-studerende er alle forpligtede til at være i praktik som en integreret del af deres uddannelse.

-Vi har heldigvis et langvarigt og tæt samarbejde med virksomheder på IBA og mange studerende, der er i praktik hvert semester. Årets IBA Praktik er en skøn måde at understrege de gode relationer, der udvikler sig i løbet af et praktikforløb, siger erhvervskonsulent Biljana C. Seier fra IBA Karriere.

Mange secure job efter praktikken

Praktikken er i udgangspunktet ulønnet og varer enten tre eller fem måneder, afhængig af uddannelsen. Hovedformålet er, at de studerende kan teste deres teoretiske viden i den virkelige verden.

-I praktikken får de studerende mulighed for at afprøve deres faglighed og udfordre både sig selv og praktikvirksomheden med den teori, de har tilegnet sig. Heldigvis fører det ofte til fastansættelse efterfølgende, tilføjer hun.

Fakta

• Vinderen af Årets IBA Praktik går videre til landsfinalen i København. På hotel Scandic CPH Strandpark skal finalister fra landets otte erhvervsakademier dyste om tre priser – Publikumsprisen, Juryens Specialpris og hovedprisen: Årets Erhvervsakademipraktik 2024.

Ud over æren følger 10.000 kroner med hovedprisen, mens de øvrige to priser er på 5000 kroner hver.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel