Kolding Netavis

Slotssøbadets Fond beder om huslejenedsættelse og en uopsigelig lejekontrakt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Slotssøbadet. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Udgifterne til drift- og vedligeholdelse er stigende. Derfor beder Slotssøbadets Fond om, at Kolding Kommune nedsætter huslejen.

Slotssøbadets Fond har brug for at sikre stabilitet i økonomien og en fortsat udvikling af badet. Ifølge deres anmodning til Kolding Kommune ønsker de en uopsigelig lejeaftale frem til den 31. december 2035 for at kunne foretage de nødvendige investeringer og vedligeholdelse.

Forslaget er på dagsordenen, når udvalget økonomi og strategi har møde den 11. marts. Senior-, sundheds- og fritidsdirektøren foreslår efter møde i Sundhed og Fritid, at Slotssøbadets Fonds leje af Slotssøbadet gøres uopsigeligt frem til den 31. december 2035, samt at lejemålet efterfølgende skriftligt kan opsiges af en af parterne med et års varsel til ophør pr. den 31. december og at anmodningen om nedsættelse af den årlige leje med 500.000 kroner medtages i forbindelse med udvalgets kommende budgetdrøftelser.

Omkostninger steget markant siden 1994

Slotssøbadets Fond påpeger, at drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne er steget betydeligt siden 1994, da de overtog driften af badet. Indtægterne kommer primært fra brugere, Kolding Kommune og indtægtsgivende arrangementer. De forventer at skulle bruge yderligere 1,5 mio. kr. på vedligeholdelse i 2024 og på sigt omkring 8 mio. kr.

For at afhjælpe de økonomiske udfordringer anmoder de om en nedsættelse af den årlige leje med 500.000 kr. Det er dog ikke muligt at inkludere denne nedsættelse i Fritid og Idræts budget på nuværende tidspunkt. Hvis forslaget går igennem under de kommende budgetdrøftelser, kan en nedsættelse af den årlige leje tidligst træde i kraft fra 1. januar 2025.

Det fremgår også af dagsordenen, at Slotssøbadets Fond har mulighed for at ansøge om kommunal finansiering af større renoveringsopgaver i forbindelse med den kommende budgetlægning.

I øjeblikket udgør lejeindtægten vedrørende Slotssøbadet 884.269 kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel