Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), næstformand Børn- og uddannelsesudvalget, Fovsletvej 21, 6580 Vamdrup og Søren Rasmussen (DF), medlem af Børn- og uddannelsesudvalget.
Børne- og uddannelsesudvalget i Kolding kommune, har netop indstillet til Byrådet, at der skal indføres en ny tildelingsmodel på skoleområdet.
Et flertal i udvalget indstiller også en såkaldt incitamentsmodel, hvor det er den enkelte skole der dels får midler til øget inklusion, men også bliver modregnet hvis et barn visiteres til et specialtilbud.
Der er mange holdninger til dette og vi er i Venstre og Dansk Folkeparti ikke enige om incitamentsmodellen. Men vi er helt enige om, at ønsker vi fokus på meningsfuld inklusion, og vi har fokus på, at børn skal have de tilbud der er behov for.
Fagligheden er vigtig når der skal træffes svære beslutninger om vores børn, og vi skal ikke lade økonomi spænde ben, når de rigtige beslutninger skal træffes.
Dansk Folkeparti og Venstre har derfor fremsat et budgetønske om en ”øremærket” inklusionspulje på i første omgang 10 millioner kroner, der skal tildeles skolerne, såfremt de nye principper i tildelingsmodellen vedtages i Byrådet.
Samtidig har vi fundet penge til, at udsætte de varslede omprioriteringer et år. Så de skoler der skal finde penge, har længere tid til at komme i mål med budgetterne.