Klumme af forfatter og klummeskribent, Vibeke Henriksen, Kolding.
Når rosen er meget jysk og et handicap er en god undskyldning for at slippe for at læse fruens udgydelser på skrift.
Når man(d) er fra Jylland og har fødderne solidt plantet i den jyske muld – ja, så deler man ikke ud af de store følelser, man kan lige give et skulderklap og ”godt klaret med sig”, når man er manden min, selvom jeg måske sådan lige har præsteret at blive formand for DH Handicaporganisationen i Vejen Kommune, og ét ”Nå, jamen det er da fint”. Og så går snakken altså hen på noget andet – der er jo håndbold i tv og aftensmaden laver heller ikke sig selv; så er den ged barberet!
På trods af at jeg jo selv er jyde, så troede (læs: håbede) jeg måske, at det ville være lidt anderledes, når jeg kom hjem med min nye bog frisk fra pressen i hånden – for han véd jo, at jeg har kæmpet lidt over ét år for at få den færdig og ud i boghandlen. Så jeg var bare megaspændt, da jeg endelig havde mit første eksemplar i hånden – og tænkte, at han havde det da selvfølgelig på samme måde, når han nu skulle se det færdige resultat for første gang.
Men næh nej, han skulle lige se nyhederne færdig, og så skulle han nok lige henvende sig, imens jeg stod der i min maksiver og ventede som et barn venter på at åbne julegaverne juleaften.
Så blev det laaangt om længe min tur, og så kom ”Nå, jamen det er da fint”. Imens han lige kiggede forsiden og bladrede nogen sider igennem, ”Ja, den er jo ikke på lydbog, så jeg får den ikke læst. jeg er jo ordblind.”. Jeg smilede og puffede ud efter hans arm, og tænkte altså, nu har vi været sammen i 22 år, og hele vores liv sammen har det ikke været noget vi talte om; men nu hvor det er belejligt ikke lige at skulle læse stolpe op og ned om konens refleksioner over livet, opvæksten og jobbet som paragrafjonglør i et jobcenter, ja så er det en udmærket diagnose; men sådan er det jo så meget, der kan forekomme belejligt i 11.time.
”Skat, det er dit dejlige arrangement i handicaporganisationen, som har givet mig modet til at stå ved mig selv, og så i mine udfordringer”.
”Aha”.
Jeg gryntede og rystede på hovedet ad ham, og ret hurtigt slog tanken mig, at så må jeg jo så lave den som lydbog. Jeg er jo formand på Handicapområdet, og går ind for at mennesker med handicap skal have lige muligheder for at leve et aktivt og selvstændigt liv – og tænkte for mig selv, at “han er nu meget sød”, men skideirriterende, selvom jeg godt ved, at det er en helt reel udfordring at have indlæringsvanskeligheder, og at det ofte er forbundet med skyld og skam, især når man er af ældre dato – og her har meget heldigvis trods alt ændret sig i samfundet – og svære oplevelser i folkeskolen, fordi det kan være svært at forstå og lære pensum på samme måde som andre, som ikke er udfordret.
Begge vores piger er også diagnosticeret ordblinde, og har heldigvis fået it-rygsækken, hvilket er en stor hjælp i hverdagen for dem, og i dag synes jeg også, at man er blevet bedre til at få italesat et ellers tidligere tabubelagt emne, så det ikke er skamfuldt for de unge; men jeg oplever, at kommunerne skal være bedre til at tilbyde at screene børnene og give dem den rette hjælp i skolen langt tidligere end det, der stadig ses i dag.
Så jeg må være hårdtarbejdende og gå forrest i kampen om få skabt et større kendskab til begrebet universelt design og få skabt bedre tilgængelighed for mennesker med handicap. Da alle mennesker fortjener at leve et liv uden barriere og forhindringer i samfundet.
