Læserbrev af Hans Holmer (SF), formand for Børn- og Uddannelse, Skovbogade 8, 6000 Kolding.
I JydskeVestkysten (JV) fra den 29. januar 2024 kan man læse at privatskole melder om øget søgning af elever fra folkeskoler.
Som formand for Børn- og Uddannelse ønsker jeg alle børn har et godt skoletilbud. For mig står det enhver frit for, om de vælger folkeskolen eller en privatskole. Folkeskolen er folkets skole, og mit fokus er at gøre en god folkeskole endnu bedre. Derfor synes jeg, at det er ærgerligt, når JV er med til at fortælle en ensidig historie, som ikke stemmer overens med virkeligheden.
Fakta er nemlig den, at siden august 2023 og frem til januar 2024 har 34 elever søgt fra privatskoler til folkeskolen og 36 den modsatte vej. Generelt har der de senere år været en faldende søgning til privatskoler, f.eks. var der fra skoleåret 2018/19 til skoleåret 2022/23 et fald på 0,9 procentpoint i andelen af elever i fri- og privatskoler.
Skyldes det JydskeVestkysten ikke kender tallene? – Nej det gør det ikke. Jeg ved, at JydskeVestkysten i maj 2023 fik aktindsigt i tallene for elever, der gik fra folkeskole til privatskole, og at forvaltningen supplerede med tal for elever, der kom fra privatskoler til folkeskoler. Hvad disse data er brugt til, står hen i det uvisse, for artiklen savner nuancer og perspektiv.
Realiteten er, at artiklen fokuserer på en enkelt privatskoles elevudvikling, mens overskriften peger fingre ad ”folkeskoler” i flertal. Det ærgrer mig – og hvis netop den overskrift havde lokket mig til at købe adgang, ville jeg føle mig snydt.
Hvorfor lave en så ensidigt vinkel på historien? – Er det fordi, at JydskeVestkysten udelukkende tænker i ”Clickbaits” – iøjnefaldende titler og sensationelle overskrifter der pirrer læsernes nysgerrighed, så de klikker på overskriften og er nødt til at betale for at læse artikel og JydskeVestkysten kan tjene penge?
Hvor er det journalistiske håndværk blevet af? – hvor nuancer og fakta (eventuelt i form af faktaboks)
Hvis avisernes artikler er lige så overordnede og sort-hvide som diverse Facebook-opslag, hvorfor så betale dyrt for en avis? Hvis JydskeVestkysten også i fremtiden vil have avislæsere, så tror jeg, at der er brug for at vende tilbage til journalistisk faglighed og saglighed.