Søren Bebe Trio spiller på Godset i Kolding den 25. januar.
Torsdag den 25. januar spiller Søren Bebe Trio hos Jazz6000 på Godset. Siden 2007 har trioen udgivet tre stærkt anmelderroste albums.
Om det seneste album ”Here Now” fra november 2023 skrev Niels Overgaard fra JazzNyt, at det er velgørende og pokkers smuk nordisk jazz. På dette album er det norske Knut Finsrud, som sidder bag trommerne, mens Kasper Tagel swinger kontrabassen.
Søren Bebe komponerer nordisk jazz, der er inspireret af bannerførere som Esbjörn Svensson og Jan Johansson, men har gennem årene fremelsket sin helt egen smukke nordiske og melodiske jazz, der er indbegrebet af jazzy mindfullness. Hver eneste lille tone får musikken til at funkle som den klareste Nordstjerne.
Gennem årene har trioen givet et væld af koncerter over det meste af verden fra Brasilien til Korea over USA og Marokko og nu endelig hos Jazz6000 i Kolding.
Koncerten finder sted på Godset i Kolding den 25. januar klokken 20. Billetter kan købes på jazz6000.dk.