Kolding Netavis

Vindmøller eller ej?

Filip Bekic Bladt (S). Foto: Bo Nielsen.

Læserbrev af Filip Bekic Bladt (S), næstformand natur, miljø og klimaudvalget, Kolding byråd, Anne-Mariesvej 15, 6000 Kolding.

På sidste byrådsmøde skulle byrådet beslutte, om de ville se en ansøgning med vindmøller i en mulig kommende energipark i Farris. 30 modstandere fra lokalområdet var mødt og der var gang i debatten i byrådssalen. Vindmøller er et rigtig svært spørgsmål og jeg har stor respekt og forståelse for de borgere det kommer til at berøre, samt den usikkerhed der er forbundet med sådan et projekt.

For tre år siden godkendte byrådet en bæredygtighedsstrategi, hvor en af målsætningerne var, at vi skulle producere 50% af vores strøm via VE anlæg (Vedvarende Energi). Men virkeligheden har overhalet os. Krig i Ukraine, folketingets 70% målsætning, DK2020, målsætning om firedobling af VE på land og Klimarådets årlige rapporter som viser vi stadig er langt fra vores målsætninger gør, at 50% ikke er nok. 100% er måske ikke engang nok, fordi vi skal bruge enorme mængder strøm til fremtidens grønne brændstoffer til power2x anlæg i Fredericia.

Mange borgere ser hellere solceller end vindmøller. Jeg mener at kombinationen er vigtig. Hvis vi i Kolding Kommune vil producere jævnt med strøm hele året rundt, er kombinationen afgørende. Vind producerer mest i vinterhalvåret og sol mest i sommerhalvåret. Hvis vi derfor vil udnytte vores infrastruktur bedst muligt, er det vigtig med kombinationen. Da vi også gerne vil have billig strøm, skal produktionen foregår tættere på forbruget. Hver gang man skal transportere strøm er der et nettab og jo længere vi transporterer, jo større tab er der. Derfor kan vi heller ikke nøjes med at have vindmøller på havet. I Kolding er der ikke rejst nye vindmøller i over tyve år og det er uambitiøst. Vi skal også bidrage mere med vindmøller og ikke bare lade andre kommuner stå med aben.

Et andet vigtigt spørgsmål når vi snakker vindmøller er arealanvendelse. Vi ved der er stigende pres på vores arealer. VE parker, mere fredet natur, klimaskov, byvækst og fortsat god landbrugsjord kræver plads. En 180 meter vindmølle producerer ca. det samme som 20 hektarer solceller. Derfor er det heller ikke uden omkostninger udelukkende at satse på solenergi.

Det bliver bestemt ikke nemt, men hvis vi vil den grønne omstilling og bæredygtige løsninger, så kommer vi i fremtiden også til at leve tættere på store VE anlæg. Nemt bliver det ikke, men jeg har efterhånden set mange steder, at det kan lade sig gøre at leve i sameksistens, så hvorfor ikke også i Kolding Kommune?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel