Hotel Vamdrup genåbner nu med ny lokal forpagter.
Det er Janni Wasniowski fra Vamdrup, der nu vover pelsen i hotelbranchen. Og nyheden skaber stor glæde i byen. Hotellets skæbne har nemlig med bekymring været på manges læber siden lukningen efter konkurs for snart et år siden, skriver Fællesavisen.
Først gik selskabet bag forpagtningen af hotellet konkurs, så forsøgte ejeren at sælge bygningen, og da det ikke lykkedes, så luftede han tankerne om at omdanne det hele til et lejlighedskompleks.
Men nu ser det ud til, at Vamdrup får sit hotel igen både for overnatninger og som spisested. 1. maj overtog 36-årige Janni Wasniowski opgaven som forpagter af det gamle flotte hotel i Vamdrups bymidte.
Det er planen at drive stedet videre som traditionelt hotel og med hvad dertil hører, med et godt måltid dansk mad på spisekortet, lyder det fra den nye forpagter.