Kolding Netavis

Nu bliver får og geder sluppet løs på græs

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Sjølund
Får og geder kommer på græs på Skamlingsbanken. Pressefoto.

Museum Kolding inviterer 7. maj til en hyggelig formiddag, hvor man kan opleve glade og forårsfjantede får og geder med deres små lam og kid, når de ankommer til Skamlingsbanken og bliver sluppet løs på det grønne græs.

Oplev hvordan dyrene hopper og danser af glæde over at komme på græs efter en lang vinter. Fårene kommer på græs søndag 7. maj på Skamlingsbanken.

Man får mulighed for at komme helt tæt på dyrene og hilse på nogle får og geder i et par fangefolde. Man vil også kunne se demonstreret, hvordan det foregår, når fårene blive klippet.

Får og geder er vigtige for naturplejen på Skamlingsbanken, og hvert år sendes de på græs i sommerhalvåret.

Torkild Kjær, der har 40 års erfaring som fåreavler, fortæller om de forskellige racer og, hvorfor det er så vigtigt med dyrene ude i naturen.

Man kan også opleve andre ting end søde får og geder på Skamlingsbanken. Besøg Skamlingsbankens Besøgscenter, hvor du kan få en forfriskning eller frokost i caféen, se på butikken og besøge udstillingen og lær mere om områdets spændende historie og natur. Gå på bjergvandring med friluftslegen Bestig Bjerge og bare nyd naturen.

Tag familien med til Skamlingsbanken og oplev en skøn dag i naturen, hvor både store og små kan få en hyggelig oplevelse. Det foregår klokken 10-11.30 ved Folkemødepladsen på Skamlingsbanken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel