En mand fra Kolding behøver nu ikke længere spare op til rejserne med familien: Han vandt for nyligt en million via Lottos Millionærgaranti, og nu er der ingen smalle steder.
-Jeg er simpelthen så glad for det, fortæller en mand fra Kolding, der for nyligt blev glædeligt overrasket, da han fik tjekket sin Lotto-kupon hos sin sædvanlige Lotto-forhandler.
Der var nemlig ikke kun den sædvanlige række med fire rigtige til en værdi af 60 kroner: Næh, der var en gevinst, der er for stor til, at butikken kan udbetale den.
-Fint nok, det er nok 10-15.000. Så kan vi få en soundbar til fjernsynet og service på bilen, tænkte jeg, fortæller manden i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Men niks: Det var selveste millionærgarantien i Lotto, der havde været på spil, og inden længe havde manden 1.000.000 ekstra på sin nemkonto, og det har vendt op og ned på det hele:
-Jeg var lidt overrasket, men jeg er ikke typen, der hopper og springer. Jeg tænkte bare: Det er sgu da egentlig meget fedt, fortæller manden, som både vil kigge på gaver til børnene og på indfrielse af gammel gæld.
-Den million betyder, at vi nu kan gøre, hvad vi har lyst til, siger manden og fortæller, at parret allerede har booket et par ferierejser sydpå uden at skele særligt meget til prisen.
-Nu tager vi ud og rejser, og så skal vi ikke kigge på, hvad det koster. Vi rutter ikke med pengene, men koster det 100.000, så koster det det. Det er sådan, vi tænker, fortæller han.
Der er selvfølgelig også råd til en soundbar til tv’et, men sådan en købte manden alligevel ikke.
-Nej, vi købte ikke en soundbar. I stedet valgte vi noget nyt og smart og minimalistisk, som vi kan styre over telefonen, og som kan køre over vores højttalere og det fylder ingenting, fortæller manden med et stort grin.