Kolding Netavis

Endnu to navne klar til Grøn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Grøn
Artigeardit og Medina er også med på dette års Grøn. Pressefoto.

Grøn-plakaten er onsdag blevet udvidet med yderlihgere to navne.

Grøn kan onsdag offentliggøre endnu to navne til dette års festival. Det er Medina og Artigeardit.

For Medina er det syvende gang hun er med på Grøn, mens det for Artigeardit bliver hans debut på koncertkaravanen.

Tilbage på den grønne scene for syvende gang

Medina. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

I 2008 tordnede Medina ind på toppen af hitlisterne med gennembrudshittet “Kun For Mig”, og siden da har hun ikke været til at komme udenom på den danske musikscene.

Til sommer er Medina for syvende gang hjemme på Grøn, og hun glæder sig:

-Jeg glæder mig til at komme rundt med hele holdet. Jeg glæder mig til at danse igen, og jeg glæder mig til at komme hjem på Grøn, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Medina har cementeret sig som Danmarks popdronning med sine utallige topnumre, hvor hun har taget klubmusikken og ført den ind i popverdenen. Sidste år var hun aktuel som omdrejningspunkt i både dokumentarfilmen “Medina” og serien “Medina – hele min historie”, og hun debuterede desuden med sin egen podcast. I år er hun igen tilbage med sine ørehængere fra toppen af hitlisterne for at fejre 40 år med Grøn.

Medina hører til blandt de mest etablerede Grøn-navne, hvor hun for første gang indtog Grøn i 2009 som gæst til L.O.C’s optræden. Allerede året efter var hun med i eget navn og har siden været med i 2011, 2013 og 2015 samt i 2020, hvor hun var en del af Grønnere Grøn. Derimod er det første gang, at Artigeardit er en del af Grøn-fællesskabet.

Prisvindende debutant

Artigeardit er et af de største talenter i dansk rap, og trods sin unge alder har han allerede opnået stor succes med udsolgte koncerter, tre EP’er og fire anmelderroste album. Det nyeste power-album “LÆNGE LEVE” kom på gaden i januar 2023 og har på rekordtid opnået stor status hos lytterne, ledsaget af fantastiske anmeldelser med blandt andet seks hjerter i Politiken og Soundvenue. Alle albummets 10 sange havde desuden indtaget Spotifys Top 20 allerede dagen efter albumudgivelsen.

Det grønne publikum kan dermed glæde sig til at opleve en af dansk hiphops største stjerner, når Artigeardit for første gang indtager scenen på Grøn.

Artigeardit fortæller forventningsfuldt om sin grønne debut:

-Jeg vil fejre Grøns 40 år ved at give den fuld gas på scenen og sørge for, at alle har en fest. For mig betyder Grøns plads til forskelle, at der er mangfoldighed, og at der er plads til at være følsom, festlig og alting på én gang, siger han.

Som 17-årig debuterede Artigeardit på SoundCloud i 2015, og i dag har debutalbummet “VILDEDAGE” over fem millioner streams på Spotify. Hans talent er tilmed blevet anerkendt med en række velfortjente priser til både DMA, P3 Guld og EchoPrisen. Ardit er hurtigt blevet en indflydelsesrig artist på den danske musikscene og har allerede adskillige udsolgte koncerter og festivaler i bagagen, og når Artigeardit gæster karavanen til sommer, kan han tilføje Grøn til flotte CV.

Foruden Medina og Artigeardit kommer også Saveus, Aqua, MØ og Benjamin Hav.

Grøn kommer til Kolding den 21. juli.

Tourplan 2023

• 20. juli: Tårnby
• 21. juli: Kolding
• 22. juli: Aarhus
• 23. juli: Aalborg
• 27. juli: Esbjerg
• 28. juli: Odense
• 29. juli: Næstved
• 30. juli: Valby

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel