Samtlige folkeskoler i Kolding Kommune giver eleverne et fagligt løft – enten over det forventede eller som forventet.
Det er iøjnefaldende og meget flotte resultater, som fremgår af den rangordnede liste for afgangseleverne årgang 2021/2022, som CEPOS netop har udgivet med beregninger på undervisningseffekten på de danske grundskoler.
Undervisningseffekten viser, hvor god en skole er til at hæve elevernes karakterer over, hvad der ellers forventes, hvis man ser på de enkelte elevers socioøkonomiske forhold. Altså hvor gode skolerne er til at løfte elevernes faglige niveau.
-Særligt Munkevængets Skole og Sdr. Bjert Skole træder frem med en meget høj løfteevne i forhold til det forventede – det er virkelig flot, siger formand for udvalget Børn og Uddannelse Hans Holmer (SF), i en pressemeddelelse og fortsætter:
-Helt generelt er det resultater for hele kommunen, som vi kan være stolte af – vi har slet ingen skoler, der leverer under forventet niveau, og rigtigt mange, der leverer over niveau – det er virkelig imponerende resultater.
Hvert år beregner Børne- og undervisningsministeriet de såkaldte socioøkonomiske referencer for de danske skoler. Den socioøkonomiske baggrund hos afgangseleverne på de enkelte skoler i form af elevernes baggrund, forældrenes uddannelsesniveau, indkomst m.m. omsættes til et udtryk for forventede karakterpræstationer ved afgangsprøverne.
Undervisningseffekten sættes til nul, hvis skolen giver eleverne et gennemsnitligt fagligt løft set i forhold til de beregnede socioøkonomiske karakteristika.
Se tallene for skolerne i Kolding Kommune nedenunder: