Kolding Netavis

Nyt taxiselskab rykker ind i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Dantaxi-vognmand og chauffør Niels Roost List. Pressefoto.

Dantaxi kører ind i Kolding, og åbner i dag, den 20. april, officielt for taxibestillinger i byen. Dermed udvider selskabet sit dækningsområde i Trekantområdet, hvor de i forvejen er repræsenteret i Billund og Vejle. Den øgede konkurrence på taxiområdet vil være en fordel for kunderne i Kolding. De vil opleve kortere ventetid på taxi, forudser selskabets kommercielle direktør Vibeke Wolfsberg.

Dantaxi har indgået aftaler med et antal lokale vognmænd i Kolding, og dermed har byen fået et nyt taxiselskab.

Satser på en markedsandel på 40% i Kolding

I opstartsfasen vil Dantaxi i Kolding råde over 25 taxier. Et tal selskabet har planer om hurtigt at udvide med flere vogne, hvis kunderne tager godt imod selskabet. Ved årsskiftet håber selskabet på en markedsandel på op mod 40%, og det er der kunder til, vurderer selskabets kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg:

-Vi er på nuværende tidspunkt i dialog med flere interesserede lokale vognmænd, og vi er i kontakt med en række virksomheder, der har udvist interesse i at skifte til os som taxileverandør. Ligesom vi allerede nu har mærket en stor interesse fra koldingenserne for download af vores app, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Taxivognmand: Kunderne får adgang til flere taxier

En af de vognmænd der skal betjene kunderne i Kolding, hedder Niels Roost List. Han har næsten 30 års erfaring som taxavognmand og chauffør, og han ser frem til at være med til at etablere Dantaxi som byens nye taxiselskab. I den forbindelse ser han det som en stor fordel, at Dantaxi i forvejen er rigt repræsenteret i Trekantområdet.

-Jeg er først og fremmest vognmand og chauffør i Kolding. Jeg lægger dog ikke skjul på, at et fælles kørselsområde, hvor vi i Dantaxi betjener kunderne på tværs af f.eks. Kolding, Vejle og Billund giver en bedre udnyttelse af taxierne. Det er en fordel for mig som vognmand, men også for kunderne, der på den måde får adgang til flere vogne, forklarer vognmanden.

Stærkt taxibrand i Trekantområdet

For selskabets kommercielle direktør Vibeke Wolfsberg, er det ingen tilfældighed, at etableringen i Kolding kommer nu. Beslutningen er truffet efter, at selskabet sidste år havde en succesfuld opstart i Esbjerg.

-Vi ser Kolding som en vigtig del i det at være et stærkt taxibrand i Trekantområdet og i hele syd- og Sønderjylland. Øget konkurrence på taxiområdet har vist sig at være en fordel for kunderne, og i byer med flere end et taxiselskab, er det nu lettere for kunderne at få fat på en taxi, siger direktøren.

De første 10 af Koldings nye taxier er allerede indsat i drift, og hen over sommeren følger 15 flere. De nye taxier i byen er alle let genkendelige med samme profilindpakning som Dantaxis øvrige 1.900 vogne på landsplan.

Landsdækkende taxi-app

Med Dantaxi i Kolding kan taxikunden med samme app bestille taxi i langt hovedparten af Danmarks største byer. Fire ud af fem danske husstande kan bestille taxi til deres adresse med Dantaxi-appen. Man kan også ringe til Dantaxi på 4848 4848.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel