Når det nye plejehjem beliggende i Munkebo i Kolding åbner i foråret 2027 skal det hedde Dorotheas Have.
Navnet stammer fra Dronning Dorothea, der var dronning af Danmark fra 1534 til 1559 og som i en årrække herefter boede som enkedronning på Koldinghus, oplyser Kolding Kommune.
Dronning Dorothea havde en stærk tilknytning til Kolding og fik, blandt andet, grundlagt et hospital/plejehjem (Sct. Jørgens Hospital) og Slotsmøllen, der var en kornmølle, der anvendte slotssøen som mølledam. Navnet Dorothea er derfor også velklingende for Koldings borgere og navnet indgår allerede i forskellige institutioner i Kolding, f.eks. Dronning Dorothea Teatret og Dronning Dorotheas Badstue.
Navnet udvalgt mellem kommunen og boligselskabet
Navnet til det nye plejehjem er udvalgt i samråd mellem seniorudvalget i Kolding Kommune og ALFABO, der bliver bygningsejer af det nye plejehjem.
-Dorothea signalerer nogle gode værdier og har en genkendelighed for Kolding Kommunes borgere. Når mennesker bor på plejehjem er genkendelighed og historiefortælling ofte vigtige elementer, der giver anledning til samtale, minder og fællesskab. Jeg tror derfor at Dorotheas Have bliver et navn, der skaber et godt afsæt for vores nye plejehjem, fortæller formanden for seniorudvalget, Søren Rasmussen (DF).
Ny historiefortælling om Munkebo
Bestyrelsesformand for ALFABO, Bent Jacobsen, ser ligeledes Dorotheas Have som et navn, der kan være med til at skabe en ny historiefortælling om Munkebo:
-Etableringen af Dorotheas Have er jo en vigtig brik i hele udviklingsplanen for Munkebo. Plejehjemmet kommer til at skabe en mere differentieret boligsammensætning her i Munkebo. At vi navngiver plejehjemmet efter Dronning Dorothea, betyder for mig, at vi er i gang med en historiefortælling om hvad tilknytningen til Kolding betyder for området og hvilken rolle Munkebo har i denne sammenhæng, siger han.
Dorotheas Have får plads til 70 plejehjemsbeboere og 55 aktivitetspladser til borgere med demens.
Plejehjemmet bliver et kommunalt drevet plejehjem og ALFABO bliver bygningsejere. Plejehjemmet står forventeligt indflytningsklart i foråret 2027 og skal være med til at dække behovet for flere plejehjemspladser, fordi antallet af ældre borgere i Kolding Kommune stiger.