Kolding Netavis

World Cup-debut endte på en femteplads for Andreas Schou

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Ridesport
Darc de Lux i fin stil over en af forhindringerne i Omha. Pressefoto.

Tre nedrivninger i den første af de to finalerunder i Omaha blev dyre for Kolding-rytteren, men med fejlfri anden runde kom han i Top 5.

Andreas Schou og Darc de Lux fra Absolute Horses på Tågerup, vest for Stepping, havde ikke rørt en bom ved de første runder af World Cup-finalen i ridebanespringning i Omaha i USA. Derfor lå de på en delt førsteplads, da det hele skulle afgøres natten til søndag dansk tid.

Men i første runde af finalen faldt der hele tre bomme, og det betød, at Andreas Schou rykkede ned på en samlet syvendeplads. I anden finalerunde var parret igen fejlfri og rykkede så op og sluttede på femtepladsen.

World Cup-finalen blev vundet af den svenske verdens-etter Henrik von Eckermann, der havde en enkelt nedrivning i første finalerunde. Det var en virkelig svær bane, der kun blev klaret fejlfrit af tre ryttere.

Andreas Schou med et glad smil under World Cup-finalen, hvor det blev til mange flotte runder. Pressefoto.

Tæt løb

Det var første gang, Andreas Schou deltog i en World Cup-finale, og det er mange år siden, Danmark sidst var repræsenteret.

Der var utroligt tæt løb i den samlede World Cup-finale, hvor de første konkurrencer omregnes til point.

Den blev vundet med 5 point, mens nummer to havde 9 og nummer tre og fire 11. Andreas Schou sluttede med de 12 point for tre nedrivninger. Han havde kunnet vinde med en nedrivning og ville være blevet nummer to med to nedrivninger.

Men en femteplads blandt 40 af verdens bedste ryttere – og den tredjebedste af de deltagende europæere lover godt for de kommende store konkurrencer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel