Kolding Netavis

Idrætsforening har 80 års fødselsdag

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Sdr. Stenderup Idrætsforening fejrer i år sin 80 års fødselsdag.

Sdr. Stenderup Idrætsforening (SIF) fylder i år 80 år. Foreningen blev startet i 1943.

Efter de sparsomme oplysninger i de gamle protokoller, har der været mange aktiviteter for de mange mennesker, der hovedsageligt var beskæftiget ved landbruget, oplyser formand for Sdr. Stenderup Idrætsforening, Anette Juhl.

Foreningen har altid været en flerstrenget forening med flere idrætsgrene repræsenteret.

Fodbold har været en aktivitet i alle de aktive perioder, men antallet af hold har varieret meget på grund af stor udskiftning i de ansatte på gårdene. De første mange år har holdtilmeldingerne været til lokale turneringer, da man først sent har vidst, hvor mange hold, der har været medlemmer til.

Det er også tydeligt, at ændringer i lovgrundlaget for landbruget har haft stor indflydelse på foreningens eksistensgrundlag. Da der kom EF-tilskud til at sætte køerne ud, solgte så at sige alle landmændene deres køer, og afskedigede fodermestrene og en stor del af karlene og pigerne. Dette bevirkede, at foreningen kom i krise.

Anekdote fra de første år

Gennem de første år var der ikke råd til at have nogen til at stå for seniorholdene. Ved træningen underviste man hinanden, men efterhånden viste det sig at specielt ved kampene var det væsentlig at have en dirigent stående udenfor banen.

En af seniorspillerne havde tendens til at blive uvenner med dommeren. Det løste sig ved at spillerens far sagde til os. “Jeg tager lige med til nogle kampe så skal vi nok fa sat det på plads.” Hvad faderen havde sagt til sin søn, er ikke til at vide, men antallet af udvisninger blev kraftigt reduceret, fortæller formanden.

Nu i 2023 holder SIF 80 års fødselsdag og tegner ca. 400 medlemmer i Sdr. Stenderup og opland.

Foreningens 80 års fødselsdag fejres den 13. marts i forbindelse med den årlige generalforsamling, hvor det nye logo afsløres og foreningen får ny hjemmeside. Det foregår fra klokken 18-20.30. Tilmelding er nødvendig på mail: sd*******************@gm***.com . Sdr. Stenderup Idrætsforening er vært ved smørrebrød samt en vand eller øl.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel