En af de største nyskabelser i dansk musik gæster Godset i Kolding fredag den 10. marts, hvor Jazz6000 får besøg af Tone of Voice Orchestra.
Jazz6000 kan præsentere det store Tone of Voice Orchestra, som vandt prisen for bedste vokaljazzudgivelse i 2022 ved det store Danish Music Award-show i november 2022. Det er der mange gode grunde til, for orkesteret er en af de største musikalske nyskabelser i dansk musik i mange år.
Orkesteret er skabt af Fredrik Lundin, der er en af sin generations største profiler på den danske jazzscene, og Trinelise Væring, der er en af Danmarks mest spændende sangskrivere.
Med fire kvindelige vokaler i front, der fylder rummet som et kæmpe kvindeorgel, leverer det 10 personer store orkester et helt unikt bud på skandinavisk verdensmusik, indie-folk og jazz anno 2023.
Musikmagasinet Gaffa kalder orkesterets musik for stærk overbevisende, dyb, stærk, sanselig uanset om udtrykket er oldschool eller hypermoderne.
Orkesteret tæller en række DMA-music award vindere fra alle tænkelige musikalske verdenshjørner: De fire imponerende kvindestemmer i front synges af Trinelise Væring, Lise Kroner, Maria Kynne og Tine Refsgaard, mens Frederik Lundin spiller saxofoner og fløjter. Bag de to trommesæt sidder Jesper Uno Kofoed og Anders Provis, mens Arendse Nordtoft Pedersen spiller violin, og Christian Mohr spiller på drejelire, sækkepibe og cittern.
Billetter købes på www.jazz6000.dk.