Onsdag kulminerede tre dages cirkus- og gøglerworkshop for 71 børn fra Sjølund-Hejls Skole med en cirkusforestilling i Sjølund Multiarena. Workshoppen var blevet til med støtte fra blandt andre Sparekassen Kronjylland.
Man kunne næsten dufte savsmulden i Sjølund Multiarena. Der var kostumer og akrobater, klovne og trampoliner, en trapez og to vaskeægte cirkusdirektører – alt sammen akkompagneret af den klassiske cirkusmarch.
Tre dage med cirkus og gøgl
De første tre dage af vinterferien har 71 børn fra 0.-6 klasse på Sjølund-Hejls Skole deltaget i en cirkus- og gøglerworkshop. Her har de i selskab med professionelle cirkusartister og instruktører prøvet kræfter med klovneri, gøgl, trylleri, trapez, artisteri, ballet, akrobatik og spring.
-Vi har fået lov at prøve en masse forskelligt, og det er virkelig sjovt at kunne være skør og fjollet og gøre noget andet end det, man plejer, fortæller niårige Lillian Andresen i en pressemeddelelse.
Hun optrådte som klovn i cirkusforestillingen.
Kulturoplevelser for børn
Det er lokalforeningen KULTUR for Børn, der arrangerer kulturoplevelser for børn fra Hejlsminde, Hejls og Sjølund, som står bag workshoppen. Formålet med foreningen at sikre børn lige muligheder for kulturoplevelser – også selvom de ikke bor i byen.
-Vi arbejder for inklusion og trivsel af børn igennem kulturoplevelser. Men mange af børnene herude kommer ikke ind til Kolding for at opleve kunst og kultur. Derfor arbejder vi på at trække kulturoplevelserne herud, så de kan få nogle fælles oplevelser, forklarer Hanna Andresen, der er initiativtager til cirkus- og gøglerworkshoppen og ildsjæl i den lokale kulturforening.
25.000 kroner fra Sparekassen Kronjylland
Foreningen fik sidste år en donation på 25.000 kroner fra Sparekassen Kronjylland. Pengene er gået til at arrangere cirkus- og gøglerworkshoppen, og ifølge Hanna Andresen er kulturoplevelser som denne vigtige for de børn, der deltager.
Mange af børnene får øjnene op for, at de og deres kammerater kan meget mere, end de troede, og det er vigtigt i en tid, hvor vi snakker meget, at om børn og unge mistrives. Her kommer de ind og prøver en masse nyt og oplever, at de kan noget, uddyber Hanna Andresen, der tidligere har arbejdet som socialpædagog i Kolding, hvor hun brugte cirkus som en aktivitet for udsatte børn og unge.