Ildsjæle, talenter og mestre. De får alle en velfortjent hyldest den 14. marts til Koldings årlige awardshow, hvor der bliver uddelt priser til dem, som har gjort det allerbedst i 2022.
Fritid og Idræt i Kolding inviterer til fest på Kolding Teater, når der skal uddeles priser til nogle af de mange ildsjæle og dygtige idrætsfolk, som har deres daglige gang i Koldings foreninger.
Den festlige aften den 14. marts bliver ledet af den lokale komiker Daniel Lill, som har sagt ja til rollen som konferencier – og mon ikke han har et par af sine rigtig gode jokes med.
Kom og vær med til Koldings årlige awardshow
Den årligt tilbagevendende begivenhed er altid et festligt indslag med underholdning ud over de forskellige prisuddelinger. Og formand for Sundhed og Fritid, Birgitte Kragh, har et håb om, at mange vil komme og støtte op om awardshowet og dem, som skal hyldes.
-Vi glæder os rigtig meget til igen at kunne hylde de mennesker, som gør en ekstra indsats i foreningslivet, og også de unge mennesker, som hver dag yder deres allerbedste i arbejdet med at komme til tops i deres idrætsgren. Derfor håber vi, at der kommer rigtig mange, som vil være med til at give aftenen et ekstra pift ved at vise de nominerede og prismodtagerne stor opbakning, siger Birgitte Kragh i en pressemeddelelse.
Følgende vil blive hædret i løbet af aftenen:
• Mestre og landsholdsdebutanter fra 2022
• Ungdomslederpriser
• Årets Forening
• Årets Leder
• Årets Publikumspris
• Easyfood Årets Talent
• Årets Talentudvikler
• Slotssøbadets Årets Idrætsnavn
Du får også mulighed for selv at have en afgørende stemme, når Årets Publikumspris skal findes. Her er det nemlig de fremmødte gæster, som stemmer på den bedste publikumsoplevelse i Kolding Kommune i 2022, så kom frisk og lad din stemme blive hørt.
Vil du med?
Du skal bestille billetter på www.kolding.dk/award – det er gratis at deltage, men der er begrænsede pladser. Showet begynder klokken 19, og dørene bliver åbnet klokken 18.30.