Skare Food er solgt blot få dage efter konkursen af Skare Meat Packers og syv andre tilhørende virksomheder.
Kurt Skare har solgt pålægsfabrikkerne Skare Food i Christiansfeld samt Defco i Aarhus, til kapitalfonden Erhvervsinvest, som ejer konkurrenten DelikaFood Group. Det oplyser kapitalfonden i en pressemeddelelse.
Netop de to virksomheder gik fri efter Kurt Skare begærede Skare Meat Packers i Vejen samt syv andre virksomheder konkurs.
Der er ansat 193 medarbejdere på de to fabrikker og alle medarbejdere er omfattet af overdragelsen.
Kurt Skare vil rejse kapital
Kurt Skare får i forbindelse med salget et ukendt millionbeløb ud af det – en kapital, der i følge Kurt Skare selv, skal bruges til at drive de konkursramte virksomheder videre, skriver Børsen.
Overdragelsen er betinget af en godkendelse fra Konkurrence– og Forbrugerstyrelsen.