Mangler Kolding et ungdomshus?
Det korte svar fra 115 unge, som deltog i en to-dags camp på IBC Innovationsfabrikken i denne uge er – ja.
City Kolding havde inviteret 115 unge fra Lyshøjskolens 9. klasser og IBC Koldings 1. års HHX innovationslinje til at komme med bud på, hvordan et ungdomshus kunne se ud i fremtiden, hvordan City Kolding i fremtiden skal markedsføre sig til unge for at blive hørt, og hvilke events unge gerne vil deltage i, i Kolding City.
Et ungdomshus er på ønskelisten, og eleverne har mange gode forslag til placeringen – de kunne godt tænke sig, at nogle af Kolding Realskoles bygninger på sigt bliver til et ungdomshus for unge mellem 15-22 år.
Et sted, hvor man både kan gå til fitness, møde op og deltage som frivillig og blive belønnet med goder i f.eks. City Koldings butikker.
De unge ønsker sig plads til at deltage i fællesskaber omkring kreative aktiviteter, at arrangere koncerter mm. Og de vil gøre det i fællesskab med andre. De vil sætte Musikskolen, Hansenberg og andre i spil, så man f.eks. kan lære at bygge et møbel i samarbejde med elever eller lærere fra Hansenberg, eller spille et instrument i samarbejde med Musikskolen. Og så ønsker de sig et sted, hvor man kan hænge ud og købe billigt frokost eller aftensmad. De vil gerne selv bruge tid på ungdomshuset, også når der skal gøres rent eller ordnes andre praktiske ting.
På ønskesedlen over events i midtbyen var eleverne alle enige om, at fællesspisning, streetfood nights, og musik i gågaderne var den rette løsning på tiltag, der ville få de unge til at bruge midtbyen mere, og markedsføringen skulle ske via TikTok og instagram.
De mange gode idéer blev evalueret af et hold af dommere bestående bl.a. af den nytiltrådte citychef Gitte Lindbo, Frederik Håkansson Vinbaren, Lau Tuxen og byrådspolitikerne Jørn Chemnitz, Jonathan Dyring Løvbom Christiansen og Filip Bekic Bladt.