Vamdrup Handelsforening er måske snart fortid. Ny forening på vej.
Vamdrup Handelsforening nedlægger sig selv, men genopstår måske med nyt navn til Vamdrup Handel og Erhverv. Det skyldes færre forretninger og dermed svigtende medlemstal, skriver Fællesavisen.
Ændringen vil ske såfremt handelsforeningens bestyrelse får opbakning til at opløse den nuværende Vamdrup Handelsforening og stifte den nye forening på en generalforsamling den 9. februar i Arena Syd.
Udmeldingen kommer fra Per Tonnesen, som er nuværende formand for den måske snart forhenværende Vamdrup Handelsforening. Foreningen har pt. 40 medlemmer. Og det er alt for få til byens størrelse, mener Per Tonnesen i følge Fællesavisen.
Med den nye forening skal der forsøges at komme bredere ud i lokalsamfundet med formålet at få en større del af byens andre erhverv og industri med i den nye forening, Vamdrup Handel og Erhverv.
Men selv om Vamdrup Handelsforening måske snart er fortid, er der dog fuld gang i planlægningen af aktiviteter for resten af året, hvor der holdes Børnenes Dag, Smagens Dag, og Crazy Hours.