I februar danner Kolding Bibliotek rammen om en udstilling om 3D-print, som fortæller om landets første og eneste uddannelse i netop industriel 3D-print.
Uddannelsen tager halvandet år og er en såkaldt top-op uddannelse på IBA Erhvervsakademi Kolding. Teori og praktisk erfaring med 3D-print er noget af indholdet på uddannelsen, som primært foregår i afdelingen hos IBA Nexttech.
En del af udstillingen bliver den fem meter lange gule kajak, som grafiker Anne Breson Jensen og studentermedhjælper Cecilie Dethlefsen Møller fra Kommunikation i dag fragtede fra IBA og ned til biblioteket.
Kajakken skal op og hænge på væggen i udstillingsområdet, men da den er alt for stor til at gå ind i IBA’s varevogn, måtte transporten foregå til fods.
Dele af kajakken er printet på flere af de meterbrede 3D-printere, som står hos IBA Nexttech i Trindholmsgade. Delene bliver en del af udstillingen sammen med en scanner og en lille 3D-printer.
3D-print-udstillingen bliver færdig i løbet af de kommende dage, og nysgerrige kan se den hele februar.
Se billederne øverst i artiklen…