Kolding Netavis

Skal ambulance kørslen i Trekantsområdet i udbud?

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Annette Blynel (t.v.) og Suzi Würtz Kjærgaard (t.h.), regionsrådsmedlemmer i Region Syddanmark. Privatfoto.

Læserbrev af Annette Blynel (SF), gruppeformand og regionsrådsmedlem, Strandgade 27, 5700 Svendborg og Suzi Würtz Kjærgaard (SF), regionsrådsmedlem, Skråningen 17, 6000 Kolding.

Skal ambulance kørslen i Trekantsområdet i udbud? Nej, det mener SF bestemt ikke.

Lige nu har Region Syddanmark eget ambulanceberedskab, som dækker 2/3 af regionen, og Responce/Falck kører i Trekantsområdet. Det er heldigvis lykkedes, at fastholde størstedelen af ambulancekørslen på regionens hænder.

Ambulance Syd har vist fantastisk stor driftssikkerhed. På trods af næsten kaotiske forhold fra start, har vi set stor effektivitet. Derfor har SF et politisk ønske om, at også den sidste 1/3 hjemtages, således at den samlede ambulancedrift er i regionalt regi.

Begrundelsen er, at det vil sikre bedst kontinuitet, kompetence og erfaring og dermed ensartet service overfor alle borgere i Region Syddanmark. Endvidere vil det give lighed i de personalemæssige forhold fx til materiel, elevoptag, efteruddannelse og løn.

Der er indlysende fordele ved, at regionen har mulighed for at agere hurtigt i kritiske perioder i alle dele af regionen – og indrette indsatsen efter konkret behov. Det er mere vanskeligt, når der er eksterne operatører, og ændringer i en kontrakt koster altid penge. Det vil derfor helt klart give bedre og hurtigere politiske handlemuligheder, hvis det er regionen selv, der drifter opgaven.

SF har stillet et ændringsforslag om, at regionen hjemtager den sidste del. Det kan vi desværre ikke få flertal for, kun Enhedslisten bakker op. Flertallet i regionen er af den opfattelse at konkurrence er godt – for hvem spørger vi?

Næste skridt er så at sikre, at Ambulance Syd får rettigheder til at byde ind på opgaven, på lige fod med andre aktører, fx Falck, som helt sikkert er interesseret i at fortsætte. Hvorfor – fordi de tjener penge.

SF er sikker på, at en hjemtagelse er til gavn for både personale og borgere, og ikke mindst regionens pengekasse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel