Et godt regnskabsår kommer medlemmmerne tilgode.
Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) har haft et godt regnskabsår med et årsresultat på cirka 2,3 mio. kroner, hvoraf bestyrelsen nu har besluttet at sende 1,8 mio. kroner retur til medlemmerne.
-Jeg er stolt over, at vores gamle forening driver en levende virksomhed, der konsoliderer sig år for år, og både som KHL-medlem og som landmand er jeg glad for at være med i et fællesskab, hvor vi med overskudsdelingen viser, at vi står sammen. Det er ikke bestyrelsens holdning, at vi skal samle penge sammen. De skal i stedet ud, hvor der er brug for dem: Hos medlemmerne, som er grundlaget for, at KHL har en velfungerende rådgivningsvirksomhed, fortæller KHLs næstformand, Poul Bøving Christensen, i en pressemeddelelse.
Overskudsdeling for femte år i træk
Han pointerer, at det er stor efterspørgsel på foreningens ydelser, som i kombination med stram styring af økonomien og en stor indsats af KHLs medarbejdere, der har resulteret i årsresultatet på ca. 2,3 mio. kroner.
Det er femte år i træk, at KHL præsenterer et overskud, der kommer det enkelte medlem til gode. Udlodningen modregnes på en faktura sammen med opkrævningen for medlemskontingent for 2023.
Udlodningen i år svarer til 5,75 % af de købte ydelser i 2022 for økonomi, planteavl, miljø, teknologi og fjerkræ. Overskudsdelingen kommer oveni de 1,1 mio. kroner, som de aktive medlemmer i 2022 fik i timesatsrabatter. Samlet set betyder det, at 87 % af det gennemsnitlige indbetalte kontingentbeløb på 3,3 mio. kroner vender tilbage til medlemmerne i form af rabatter og overskudsdeling.
Medlemstallet er status quo
KHL er en spillevende forening, som forstår at holde på medlemmerne. Medlemstallet er status quo, hvilket er ret enestående i en tid med færre og færre landbrug.
-Men vores medlemmer er udfordrede. I 2022 lysnede det for blandt andet mælkeproducenterne og planteavlerne, mens andre driftsgrene som svineproduktionen var mere pressede. Generelt set er landbruget presset af stigende omkostninger til blandt andet foder, strøm og gødning, og vi afventer med lige dele spænding og frygt, hvordan den varslede CO2-afgift på landbruget kommer til at se ud. 2023 bliver endnu et udfordrende år for dansk landbrug, slutter Poul Bøving Christensen.