Læserbrev af Filip Bekic Bladt (S), næstformand i natur, miljø og klimaudvalget, Anne-Mariesvej 15, 6000 Kolding og Jonathan Dyring Løvbom (R) medlem af natur, miljø og klimaudvalget, Skipperstræde 5, 6000 Kolding.
Kolding Kommune har et ansvar for aktivt at bidrage til den grønne omstilling. Det har vi forpligtet os på som kommune, og oven på den nuværende sikkerhedspolitiske situation i Europa, står det endnu mere klart, at der er brug for handling. Der er behov for hurtige og aktive indsatser for mere grøn energi. Det gælder især lokalt.
I 2018 vedtog alle partier i byrådet en bæredygtighedsstrategi. En strategi der blandt andet omfatter, at vi i 2030 skal være 50% selvforsynende med strøm fra vedvarende energianlæg. Et mål vi er langt fra. Ud over det har Kolding tilsluttet sig DK2020. Det vil sige, at vi skal reducere vores CO2 udledninger med 70% i 2030.
Der er heldigvis allerede flere gode VE-projekter undervejs omkring i kommunen. Men det skaber altid vaklen og debat, når udviklere vil skabe grøn energi. Det er en helt naturlig reaktion, når VE-anlæg kommer tæt på. Som politikere har vi et ansvar for at lytte. Men vi har også et ansvar for at vise politisk mod, når beslutningerne kan være svære.
Vi er udmærket klar over kompleksiteten i det her og vi ved også, at der er mange følelser på spil. Men ambitiøse planer og skåltaler er ikke noget værd, hvis ikke vi handler og viser mod. Omkostningerne bliver endnu større hvis ikke vi gør noget. I over 20 år er der ikke sat en vindmølle op i vores kommune og produktionen af strøm fra de gamle møller vil falde betydeligt, fordi de efterhånden er så gamle.
For få dage siden blev VE-anlægget i Vonsild lagt i graven af et politisk flertal. I hvert fald med vindmøller. Selvom der er tale om et område, der i kommuneplanen er udlagt til vindmøller, og at vindmøllerne står 1,5 kilometer væk fra nærmeste beboelse, hvor der derimellem i forvejen er skov, samt en kommende sydlig ringvej. Vi ærgrer os over, projektet blev kastet til side så hurtigt.
Vi har politisk sat krav om, at udviklerne skal møde borgerne og gå i dialog med dem. Desuden sikrer VE-loven tilskud fra udviklerne til en grøn pulje, der kan bruges i lokalsamfundene.
Vi tror på, at vindmøller og solceller er en nødvendig del af Kolding kommunes fremtid. Tiderne kalder på mere grøn energi – og vi har et massivt ansvar for at løfte den dagsorden lokalt. Det er ikke nok at have vindmøller på havene, vi skal også kunne producere strøm på land. Så strømmen bliver produceret tættere på, hvor den skal bruges. Derfor er vi som udgangspunkt altid positivt stemte, når udviklere kigger vores vej og vil bidrage til den grønne omstilling.
Politisk skal vi lytte og forstå. Men vi skal også sikre et Kolding, der kører på grøn energi. Derfor siger vi ja til vindmøller, solceller og VE-anlæg. Det skylder vi vores fremtid.