Læserbrev af Jens Gamauf Madsen, adm. direktør for IBC og Ole Kjær, formand for HK Sydjylland, Tjørnelunden 2, Jelling.
-Jer, der er lidt oppe i årene, kan huske mesterlæren. En faglært uddannelse uden en masse bøger, men til gengæld sidemandsoplæring. Mindre teori. Mere praksis. Det vil vi gerne give de unge meget bedre mulighed for.
Sådan sagde statsministeren i sin nytårstale, og det gjorde os ærligt talt både glade og forvirrede. Glade fordi, vi er enige i, at mesterlæren har helt unikke kvaliteter. Forvirrede fordi, man altså ikke behøver være oppe i årene for at kende til dem.
EUD Ny Mesterlære findes allerede på bl.a. IBC og er et fremragende tilbud til unge, der gerne vil direkte ud på en arbejdsplads og lære et fag. Og der er allerede mange, der benytter sig af tilbuddet og er glade for det.
Vi ved dog, at endnu flere kunne have gavn af uddannelsen, men der er stadig alt for mange, som ikke ved, at muligheden eksisterer. Lige nu er det endda lettere at finde en elevplads, end det muligvis nogensinde har været før. Vejen er banet, men for få kender til den.
Derfor ville det have glædet os, hvis statsministeren havde omtalt mesterlæren som den moderne og aktuelle uddannelsesmulighed, den er, fremfor som noget, man havde i gamle dage. Erhvervsskolerne kæmper i forvejen med en offentlig opfattelse af, at de ikke er så moderne og prestigefyldte som gymnasierne. Den slags uddannelsessnobberi skal vi til livs, hvis vi skal styrke erhvervsuddannelserne, som det også lader til, at regeringen vil.
I første omgang vil vi opfordre til, at både arbejdsgivere med interesse i at få elever i mesterlære, og unge og voksne, der ønsker at komme i mesterlære, tager fat i deres lokale erhvervsskole.