En 26-årig mand er afgået ved døden efter et voldeligt sammenstød tidligt nytårsmorgen.
Sydøstjyllands Politi har siden i morges gennemført en intensiv efterforskning på baggrund af et voldeligt sammenstød i Kolding Midtby i morges omkring klokken 05. Her blev en 26-årig mand fra Kolding fundet hårdt såret og han blev efterfølgende erklæret død på Kolding Sygehus.
Derfor har Sydøstjyllands Politi nytårsdag været massivt tilstede i bybilledet med efterforskere, teknikere og hundepatruljer og der er herunder indsamlet videoovervågning og afhørt vidner til hændelsen.
Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget anholdelse i sagen, men den massive efterforskningsindsats fortsætter ufortrødent med henblik på yderligere at belyse hændelsesforløbet.
De pårørende til den dræbte 26-årige mand er underrettet.
Se billederne øverst i artiklen…