Kolding Netavis

Ny cheftræner i Kolding Boldklub

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Fodbold
Jes Bekke er ansat som cheftræner for KB's Jyllandsseriehold andethold. Pressefoto.

Kolding Boldklub (KB) har fået ny cheftræner.

Kolding Boldklub vil fortsat være den førende amatørfodboldklub i Kolding Kommune og satser på at forbedre sin position på både senior-og ungdomsfronten.

Derfor opruster byens klub med ansættelsen af Jes Bekke som cheftræner for klubbens Jyllandsseriehold andethold. Jes Bekke, 46-årig tømrer med bopæl tæt på KB’s hjemmebane og med A-licens som fodboldtræner, tiltræder ved årsskiftet, men er allerede i gang med at samle en forstærket trup med udgangspunkt i lokale spillere, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Jes Bekke havde i sin aktive karriere i omegnen af 100 førsteholdskampe i KB, som er hans barndomsklub. Han spillede siden i TSV Nord Harrislee syd for grænsen, i FC Fredericia, hvor han har rekorden i antallet af førsteholdskampe, og i Kolding IF.

Det var også i Kolding IF, han begyndte sin trænerkarriere som spillende assistent. Jes Bekke har siden været træner for Middelfarts 2. divisionshold og FC Sydvest i Tønders 2. divisions- og DS-hold.

Med ansættelsen af Jes Bekke, der har en stor fodboldmæssig indsigt og berøringsflade, vil Kolding Boldklub gå ind i en fremtid, som man tidligere på året også styrkede med ansættelsen af Anders Flaskager som børne- og ungdomsansvarlig.

Med nu flere end 700 medlemmer og hele otte seniorhold er KB blevet styrket i bredden oven på corona-epidemien. Der lægges nu ekstra kræfter i at forbedre de sportslige resultater.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel